Anker Jørgensen får en statsmandsbegravelse - efter eget ønske sker det fra Grundtvigs Kirke i København

Gæstelisten bliver lige så lang, som Anker Jørgensen var populær.

Sidst en stor socialdemokratisk statsminister blev stedt til hvile på Vestre Kirkegård i Københavns Sydhavn var, da Jens Otto Krag fik en statsmandsbegravelse 29. juni 1978. Snart sænkes Anker Jørgensens urne i jorden på samme kirkegård.

Lørdag 2. april klokken 13.00 bliver den tidligere statsminister efter eget ønske bisat fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i det nordlige København, oplyser Socialdemokraternes pressetjeneste til BT.

S-staben og familien selv forbereder i disse dage, hvad der tegner til at blive en rigtig statsmandsbegravelse.

I går sendte Folketinget deres input til den kommende gæsteliste, som ventes at tælle Folketingets formand og præsidium, gruppeformændene og lederne af de politiske partier samt de nuværende ministre.

Plads til ’folket’

Men der kigges også ned ad listerne over tidligere ministre i 70erne og 80erne og ud over landet grænser til politiske kolleger og regeringchefer i de skandinaviske lande, som Anker Jørgensen samarbejdede med i sine to regeringsperioder. Derfor er Udenrigsministeriet også inde over i forhold til at koordinere sikkerheden for de mange mennesker i kirken.

»Vi har inviteret vores søsterpartier i Sverige, Norge, Finland, Grønland og Færøerne, så er det op til dem, hvem de ønsker at sende,« siger partisekretær i S, Jan Juul.

Som ’hele Danmarks tillidsmand’ er fagbevægelsens ledere selvskrevne, og der skal der være plads til ‘folket’. Almindelige mennesker, som Anker Jørgensen nød at færdes og bo iblandt. Som hans ældste datter Kirsten Helgheim siger: ‘Alle er velkomne’.

»Salmer er vi slet ikke nået til endnu, men der skal helt sikkert synges nogle arbejdersange. Han havde ikke selv de store ønsker. Jeg var meget åben for at snakke om begravelsen, og hvad der skulle ske, men han ville ikke rigtigt snakke om det. Men kirken havde han selv valgt - det var blot tidspunktet, vi ikke kendte,« sagde Kirsten Helgheim forleden til BT.

Hun var ved sin fars side, da han lørdag sov stille ind på Langgadehus Plejecenter i Valby, 93 år gammel. Mens hun og resten af familien forsøger at planlægge den sidste rejse i Ankers ånd, forbereder man sig i Grundtvigs Kirke på en statmandsbegravelse, fortæller sognepræst ved kirken Inge Lise Løkkegaard. Den katedral-lignende kirke kan rumme 1.300 siddende og en stor samling stående gæster, fortæller hun.

»Vi er glade for, at han har valgt Grundtvigs Kirke. Anker er en del af vores arv, og vi forbereder os på, at rigtig mange mennesker formentlig gerne vil sige ham et sidste farvel, og de skal naturligvis være hjertelig velkomne.

Det praktiske er vi slet ikke nået til, men vi lytter først og fremmest til familiens ønsker,« siger Inge Lise Løkkegaard.

Det er endnu uvist, om det bliver hende eller en anden præst fra Grundtvigs Kirke, som skal stå for bisættelsen lørdag 2. april.