Petter Stordalen er gået fra at være jordbærsælger til at være en af Skandinaviens mest succesfulde og flamboyante iværksættere.

Norske Petter Stordalen står bag en international hotelkoncern med 180 hoteller og 13.000 ansatte under sig. Han har tjent milliarder og er ifølge Forbes liste over verdens rigeste god for 10 milliarder kroner.

I sin nye bog 'Min hemmelighed' fortæller han, hvad hemmeligheden er bag hans succes. En opskrift, han nedskrev, da hans kone blev livstruende syg med kræft. Det skriver TV 2.

Hustruen, Gunhild Stordale, fik i 2014 konstateret den sjældne bindevævssygdom sklerodermi, hvilket fik den ellers fremadstormende forretningsmand til at stoppe op og reflektere.

Den norske milliardær kunne for første gang nogensinde ikke betale sig fra at løse sine problemer. Han havde været vant til kun at se fremad, men hustruens indlæggelse fik ham til at stoppe op og tænke over sit liv og ikke mindst den arv, han selv efterlader til sine tre børn.

Derfor satte han sig for at nedskrive historien om, hvordan han kom til tops - som et slags testamente til sine børn, forklarer han.

Testamentet endte dog som en bog, en filosofi, som han gerne vil dele med omverden.

Filosofien lærte Petter Stordalen som 12-årig af sin far. han var et barn, der altid ville have noget andet og bedre og kedede sig ved at sælge jordbær. Men så sagde faren: 'Sælg de jordbær, du har, for de er de eneste, du kan sælge'. Den filosofi har han taget sig med videre i forretningslivet.

Derudover har Petter Stordalen også et simpelt, men meget vigtigt råd:

»Man har en tendens til at give op, men jeg siger: 'Giv ikke op. Forsøg igen. Forandr lidt på det, og lad være med at tro, at det er de bedste produkter eller koncepter, der vinder'. Det er dem, der vil mest, som klarer det,« siger Petter Stordalen til TV 2.