Ulovlige betalinger til basketball-talener i highschool har givet fængselsdom til tidligere Adidas-chef.

Den tidligere Adidas-chef Jim Gatto blev natten til onsdag dansk tid idømt ni måneders fængsel for at have bestukket basketball-talenter fra highschool.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Gatto, som var marketingdirektør for Adidas, betalte ulovligt spillerne og deres familier i forsøget på at knytte bånd mellem de enkelte spillere og sportstøjgiganten med senere samarbejde for øje.

I USA er det ulovligt for spillere fra highschool og college at modtage penge ud over stipendier.

Ifølge dommen til Gatto tjente hans betalinger til spillerne tre formål.

Først skulle spilleren vælge et universitet, som var sponsoreret af Adidas. Derudover var forventningen, at spilleren ville samarbejde med Adidas, hvis vedkommende blev professionel.

Og som det sidste skulle spilleren vælge Christian Dawkins som sin agent, når det blev aktuelt. Dawkins samarbejdede nemlig med Gatto.

Blandt beviserne var betaling på 40.000 dollar (263.000 kroner) til familien til Dennis Smith jr., som i dag tørner ud for NBA-holdet New York Knicks.

Agenten Christian Dawkins fik seks måneders fængsel for sin rolle i sagen, og det samme fik Merl Code, der var konsulent for Adidas, og som havde en rolle i bestikkelsen.

Ifølge et vidne i sagen har også Deandre Ayton fra Bahamas, som blev valgt først af alle i 2018-draften af Phoenix Suns, været modtager af Jim Gattos ulovlige betalinger.

Sagen har været med til at kaste lys over problematikken i amerikansk universitetssport på højeste niveau, som hvert år genererer milliarder af kroner for universiteterne, men hvis spillere ikke får løn ud over eventuelle stipendier.

/ritzau/