Fra porno til Caspers danske TV-komedie. "Jeg fik bare nok". Så kort beskriver den nu tidligere danske pornodronning Katja Kean - kendt herhjemme fra Zentropas to pornofilm - sin beslutning om at stoppe som pornomodel. Nærmest fra den ene dag til den anden brød hun kontrakten med filmselskabet Sin City.

"Jeg stoppede i juli. Jeg kom til at tænke over, hvad jeg vil med det hele. Det var hårdt at rejse frem og tilbage. Filmoptagelserne var enormt utjekkede.

Samtidig er jeg ved at blive skilt," siger Katja Kean, som ikke har lyst til at tale om sin skilsmisse. Men hun indrømmer, at det kunne være svært at kombinere jobbet med privatlivet.

Præcis samtidig med bruddet fik Katja en henvendelse fra Casper Christensen og holdet bag "Langt fra Las Vegas", som senere starter på TV2 Zulu. Caspers ny komedieserie foregår på en TV-station, hvor Katja spiller receptionist - "den eneste normale person i serien," siger Casper selv.

"Det er bare skide sjovt. De laver sjov hele tiden. Vi er sjov blanding af komikere, klassisk uddannede skuespillere - og mig fra porno. Jeg håber at resultatet bliver derefter.

Der har slet ikke været noget med - "nå, det er hende pornoskuespillerinden".

Casper og drengene er jo sådan nogle typer, der går imod retningen hele tiden. I øvrigt er folk begyndt at tage det med porno mere alvorligt," siger Katja, som hedder Lena i "Langt fra Las Vegas".

"Jeg har ikke decideret drøm om at blive skuespiller. Jeg har ikke tænkt mig at begynde at interessere mig for teater, men hvis jeg får nogle tilbud ligesom dette, vil jeg sige ja. Det gør ikke noget, hvis jeg får mindre ud af det nu. Penge er ikke alt."

Foreløbig er Katja Kean tilknyttet modelbureauet Resolute Models. jae