De fleste muslimske kvinder under uddannelse oplever social kontrol og nogle også religiøs mobning, viser ny undersøgelse om at være muslimsk kvinde i Danmark.

Den religiøse mobning og den indbyrdes sociale kontrol blandt unge muslimske kvinder på danske uddannelsessteder synes meget udbredt.

De muslimske drenge er også særdeles aktive i kontrollen, fremgår det af en ny såkaldt kvalitativ undersøgelse, lavet for Velfærdsministeriet, om at være muslimsk kvinde i Danmark.

- Den sociale kontrol er et rædselsfuldt problem. Det er så dominerende, at man tror det er løgn, den sladder og den snak, den kontrol med de her unge mennesker, som ikke kan tillade sig noget, siger en folkeskolelærer i undersøgelsen.

Ligestillingsafdelingen under Velfærdsministeriet har fået ph.d. Tina Magaard fra Teologisk Institut ved Aarhus Universitet til at lave grundige interview af 34 muslimske piger og kvinder samt 11 ikke-muslimske, kvindelige uddannelsesvejledere på uddannelsessteder med muslimske studerende.

Formålet har været at kortlægge, hvordan muslimske kvinder selv oplever problemer om ligestilling mellem kønnene, både når det gælder uddannelse, indgåelse af ægteskab, leveregler, straf m.v.

Tina Magaard understreger, at undersøgelse på 220 sider ikke giver noget fuldt dækkende billede af virkeligheden, og hun advarer derfor politikerne mod at bruge kvindernes og lærernes udsagn som skyts til politiske skærmydsler og en unuanceret debat.

- I rapporten kan begge fløje sikkert finde noget, de kan slå hinanden i hovedet med. Jeg har fokuseret på at lade kvinderne og vejlederne selv komme til orde, og uden at jeg kommer med løsningsforslag, siger Tina Magaard.

/ritzau/