KOMMENTAR: Mandag, tirsdag og onsdag i sidste uge tweetede præsidenten om de rekordhøje kurser, og da Dow Jones-indekset for første gang nogensinde oversteg 22.000, skrev Trump blot: »MAKE AMERICA GREAT AGAIN«.

Det kan indimellem være ret svært præcist at gennemskue Trumps logik, men i dette tilfælde er det ret enkelt: Trump mener, at han er ansvarlig for, at aktiemarkedet klarer sig godt. Trump er ikke eneansvarlig for de stigende aktiekurser, selvom det er enighed om, at udsigten til et mindre reguleret finansmarked og et mindre tungt bureaukrati er en del af forklaringen.

Præsidenters indflydelse på den amerikanske økonomi overvurderes altid. Franklin D. Roosevelt hyldes ofte som den præsident, der med sin økonomiske politik fik USA ud af Depressionen, selvom forskningen i dag viser, at dette med stor sandsynlighed ikke var tilfældet.

Mange render i dag rundt og tror, at Barack Obama har hovedansvaret for, at USA kom ud af recessionen i 2007-09, selvom dette også er en illusion. Det omvendte gør sig også gældende. Herbert Hoover og George W. Bush bliver ofte bebrejdet de voldsomme økonomiske vanskeligheder, som USA og verden løb ind i, mens de var præsidenter.

Mennesket er simpelt. Vi kan godt lide simple og enkle forklaringer på indviklede problemstillinger. Måske er det derfor, præsidenter på godt og ondt holdes ansvarlige og gøres til helte eller skurke, når økonomien enten blomstrer eller trækker sig sammen.

Trump kan være ligeglad med, om præsidenter egentlig er ansvarlige for markedets udvikling, hvis vælgerne tror, de er. Sådan er politik. Problemet er snarere, at Trump med sit tweet selv synes at tro, at han er årsagen til, at markedet stiger. Og endnu værre synes at tro, at aktiekurserne er den væsentligste målestok for den amerikanske økonomis velbefindende.

Finansjournalisten Danny Vinik har på nyhedsmediet Politico peget på den væsentlige pointe, at Trump synes at tro, at aktiemarkedet er økonomien, og ikke ved, at dette langt fra er tilfældet. Vinik understreger, at aktiekurserne selvfølgelig er forbundet til økonomien, men at forskning viser, at intet tyder på, at der findes en sammenhæng mellem den langsigtede økonomiske udvikling og de til tiden gældende kurser.

Den amerikanske økonomi under Trump er i samme gænge, som den var i tiden før januar. Vækstraten er den samme. Jobskabelsen er stærk, men har mistet lidt af pusten sammenlignet med 2015-16.

»Make America Great Again« var et fantastisk slogan. For mange betød det, at økonomien under Trump ville blive styrket. Det lod Trump også på sædvanlig bombastisk vis forstå med løfter om vækstrater på fire procent og skabelsen af 25 mio. job.

Men vækstraten er stadig omkring to procent som under Obama, og selvom der er skabt en million job i USA siden januar, er der stadig langt til 25 mio.

Den amerikanske økonomi har det godt, men Trump er bagefter med sine egne løfter. Det må han håbe, vælgerne har forståelse for, mens den amerikanske vækst fortsætter i sit eget tempo.