Dønningerne har efterhånden lagt sig efter Jens Rohdes seneste raseriudbrud. Men Venstres politiske ordfører agter ikke at tøjle sit temperament.
Den finke, der for godt to uger siden røg af Jens Rohdes pande, var en verbal rovfugl med et vingefang af sjælden størrelse i dansk politik.Endnu er det ikke hverdagskost, at en toppolitiker i et regeringsparti skælder og smælder på lederen af det andet regeringsparti i en ordstrøm fyldt med eder og forbandelser.
»Jamen, jeg er temperamentsfuld. Og jeg kan ikke love, at der ikke kommer flere temperamentsfulde udfald fra mig,« siger Venstres iltre politiske ordfører.
»Hvis du vil score, er du nødt til at sparke til bolden. Og så risikerer du, at bolden nogle gange ryger ud på tilskuerpladserne eller helt ud over stadiontaget. Det var, hvad der skete for mig,« tilføjer den fodboldglade viborgenser.
Fugerne i Foghs VK-regering knagede allerede gevaldigt, da Jens Rohde den 30. april pludselig gik amok i Politikens spalter. Han ville »fandeme ikke kaldes socialdemokrat«, brølede Venstres unge løve mod Bendt Bendtsen, efter at den konservative partileder havde brokket sig over, at Venstre var forvandlet til »Socialdemokratiet plus minus 10 procent«.
Jens Rohde spruttede og sydede og mente, at de Konservatives politiske udmeldinger var så urealistiske, at de lige så godt kunne foreslå en privatisering af Månen. Og hvis de Konservative endelig var så utilfredse, kunne de jo bare pakke tøjet og skride fra regeringssamarbejdet.
På det tidspunkt havde krudtrøgen endnu ikke lagt sig efter Anders Fogh Rasmussens bastante ydmygelse af udenrigsminister Per Stig Møller (K) i udsendelsen »Fogh bag facaden«.
Så alle - inklusive Jens Rohde - fik travlt med at klinke skårene, selv om den stramtandede Birthe Rønn Hornbech lige nåede at hvisle »gadedreng« om sin unge partifælle.
Jens Rohde indrømmede da også, at den efterhånden berømte finke var røget af panden. Men i dag, to uger efter, erkender han tillige, hvad der er indlysende for alle og enhver: Ægteskabet mellem V og K har ikke været den rene idyl.
»Det er ingen hemmelighed, at det slider på et forhold, når medierne hele tiden fisker efter vores uenigheder. Men jeg tror, mine udtalelser rensede luften. Jeg synes egentlig, vi har et udmærket forhold i dag,« siger han uden den store overbevisning i stemmen.
Raseriudbruddet mod Bendt Bendtsen er indtil videre det mest spektakulære fra Jens Rohdes hurtigløbende mund. Men det er langtfra første gang, at Venstres 33-årige himmelstormer lader galden flyde frit. Og det bliver heller ikke sidste gang.
Sårede ham ikke
»Det kan godt være opslidende, at alle mulige mennesker konstant forholder sig til mig som person. Men det er prisen for, at jeg er, som jeg er. Hvis man er gadedreng, fordi man siger tingene lige ud, og kalder en spade for en spade, ja, så er jeg en gadedreng,« fastslår Jens Rohde og afviser i samme åndedrag, at Birthe Rønn Hornbechs bemærkning sårede ham.
»Ingen er mere end jeg ked af, at der sneg sig bandeord ind i mine udtalelser. Det ser ikke pænt ud på tryk og er drønirriterende. Det var en svipser, og det er klart, at det ærgrer mig. Men politik er også temperament. Jeg er ikke sådan én, der er skruet fast i et jakkesæt. Jeg er i politik med hud og hår. På godt og ondt. Jeg er ikke sat i verden for at behage gud og hvermand. Hvis man vil elskes af alle, bliver det éns undergang som politiker. Man kommer ikke igennem en politisk karriere uden skrammer, medmindre man intet siger og intet laver,« siger Jens Rohde.
Han har i sin unge tilværelse sagt og lavet en hel del mere, end mange når i et langt liv. En rastløs ildsjæl uden egentlig uddannelse. Som selvlærd journalist på en lokalradio blev han verdensberømt i Viborg og skabte dermed en platform for sin politiske karriere. Sideløbende har han forsøgt sig i reklamebranchen og med konsulentvirksomhed.
Med andre ord en entreprenant ung herre, som slet ikke havde tålmodighed til et universitetsstudium og sprang fra efter et år på statskundskab.
Faderen, Ib Rohde, var bratschist og grundlagde Viborg Musikskole efter en årrække i udlandet, hvor han fandt Jens Rohdes mor, tyskfødte Renate Rohde. Forældrene blev skilt, da sønnen var seks år, og sammen med sine tre storesøstre blev han boende hos moderen.
»Jeg var for lille til at vide, hvad der egentlig foregik og husker ikke skilsmissen som noget særlig slemt. Jeg var meget sammen med far alligevel. Han var også vild med fodbold og hentede mig altid fra træning. Det er ham, jeg ligner mest - selv om han var SFer,« ler Jens Rohde.
»Mor er tysk opdraget og meget stringent. Hun går meget op i, hvad folk tænker, mens far var den fandenivoldske, der talte autoriteterne midt imod. Så jeg er nok præget en hel del af ham,« tilføjer han.
Ib Rohde døde i 1994 og nåede altså ikke at præge sønnen nok til at vælge venstrefløjen. Han foretrak Venstres insisteren på det personlige ansvar og nøjedes med at arve faderens temperament og kærlighed til musikken.
Jens Rohde er musiksproglig student og spillede i gymnasietiden i flere band, men musikken forstummede fra det øjeblik, han trådte ind ad døren til Radio Viborg.
»Jeg var fuldstændig solgt. Det blev mit liv, og i flere år var Radio Viborg nærmest mit første hjem. Jeg kommenterede fodbold og håndbold og elskede det. Det gav mig virkelig et adrenalinkick,« siger Jens Rohde.
At han pludselig foldede sig ud i æteren, kom som lidt af en overraskelse for hans omgivelser. Han gik for at være en mut og indesluttet dreng. Men i radioen hørte de en helt ny side af ham, som de også kom til at se i amatørspillene på Hald Hovedgaard. Til sommer medvirker han atter i spillene, og det forlyder, at han ikke bare er en god, men faktisk en ganske fortrinlig skuespiller.
Et talent, som givetvis kommer hans fireårige datter, Cecilie, til gode, når han er hjemme i Viborg i weekenderne. Han bor ikke længere sammen med moderen, men de er gode venner og deler uden problemer samværet med datteren.
»Cecilie betaler selvfølgelig en pris for det liv, jeg lever. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg er en god far. Det må andre vurdere. Men jeg er jo et stort legebarn og bilder mig selv ind, at jeg i hvert fald er en kærlig far. Jeg elsker min datter over alt på jorden,« siger Jens Rohde, der for tiden læser Johannes Møllehaves børnebibel for datteren.
Hun får det meste af hans sparsomme fritid, og derfor er Venstres politiske ordfører stadigvæk single.
»Mit nuværende liv yder ikke de bedste vilkår for at bygge et forhold op. Det er det samme med nye bekendtskaber, som jeg kunne have lyst til at dyrke. Der er simpelthen ikke tid til det, men hvis jeg falder over den rigtige, er jeg da ikke uinteresseret,« ler Jens Rohde.
