Foto: Thomas Lekfeldt

Skal kærlighed kunne betale sig? Skal man være sikker på, at det er investeringen værd, før man giver den en chance?

Det lyder håbløst uromantisk. Men det er sådan, jeg, og mange andre på min alder, tænker. Hvis man har et godt liv, vil man da ikke risikere at lukke nogen ind, som kan ændre på det. Og hvad er der i øvrigt galt med det?

Jeg ser ’Gift ved første blik’. Jeg er fascineret af tanken om, at man kan beslutte sig for at få et godt liv med nogen, som et ekspertpanel kan se værdier i. Værdier der passer til én selv. Hele den indledende fase med at sortere og vælge fra er overstået. Nu er der bare tilbage at nyde sin ægtefælle og få hverdagen til at spille. Det er bare aldrig dét, der sker. I denne sæson er der tre par med nærhedsforskrækkede kvinder, der synes, at eksperterne har valgt helt forkert, og mænd som åbner hjerterne, men hurtigt får trukket snuden til sig efter at være blevet straffet for deres – åbenbart upassende – engagement. Det sidste par er ligegyldige. De er begge så selvtilstrækkelige, at de vist har glemt, hvorfor de overhovedet ville giftes.

Så sidder jeg og råber ad skærmen: ’Så drik jer dog stive og slip hæmningerne. Lær noget af Paradise Hotel’. I dét program føler, flæber, knalder og griner de. Følelserne er ikke gemt væk hos de unge. For de har ikke fået tæsk af kærligheden – endnu. De ved ikke, hvor ondt det kan gøre, hvor dybt svigt og skuffelse kan stikke. Tænk på Romeo og Julie – den historie blev kun en klassiker, fordi det var den første forelskelse. Havde de været erfarne datere, havde de kastet ét blik på hinanden og sagt: ’Uh, lækker. Ku’ godt, men ’come on’ ... Det ender galt det her. Det kan sgu ikke betale sig’.

Så hvad foreslår jeg? Skal vi være mere som Romeo og Julie? Skal vi glemme alt, hvad vi har lært, og gå ’all in’, hver gang det kildrer i maven (eller hvor det nu kilder)? Ja, lidt. Vi skal i hvert fald turde reagere, når noget bliver vækket indeni. For de gamle følelser er gået i dvale, og det er faktisk ikke ret tit, vi mærker noget til dem.

Men så er der alle indvendingerne: ’Han/hun er helt sikkert IKKE den rigtige. Han er arbejdsløs. Hun er ikke så pæn som mine venners kærester. Han har fem børn og vil ikke have flere. Hun bor i den anden ende af landet’.

Kærlighed og betagelse kan hurtigt falme, og måske gør den det også denne gang. Men erkend nu, at den her person får dig til at føle...

Måske er det bare lyst og begær. Men hvilken skade kan ske ved at prøve det af? Måske får du dejlig sex og et par flotte flyveture til Bornholm ud af det – før det dør ud? Men du lyttede til dine følelser i stedet for bare at skælde dem ud og undertrykke dem. Holder vi op med at behandle vores følelser, som om de er en sparsom ressource, opdager vi, at vi har rigeligt råd til at elske nogen – selv for en kort periode. Der er ikke noget, der er spildt. Stol på, at næste gang du møder én, der får det til at slå gnister, så råber følelserne igen op: ’Der er mere kærlighed herovre. Kom, lad os se, hvad det er for noget’.

Når et kortvarigt forhold løber ud i sandet, er det jo ikke dét forhold i sig selv, der giver os hjertesorg og trang til slik og tudeserier. Det var drømmen om, hvad det kunne være blevet til. Nik og Jay sang det, vi føler det: ’Vi gav dem alt, vi havde, de gav så lidt igen’.

Men pakker vi os ind, som ’Første blik’-damerne, så er der stor sandsynlighed for, at vi aldrig kommer til at elske. Og at vi aldrig for alvor bliver elsket igen. For hvem kan elske én, som man ikke kan se bag en mur af parader? Ingen. De siger måske, de elsker dig, og de tror måske, de elsker dig. Men det gør de ikke. De elsker illusionen om dig. Men de kommer aldrig til at elske dig for dig, før du selv dropper trangen til at forsikre dig – mod følelserne.

Romeo og Julie var unge og idiotiske. De troede, de ofrede sig for kærligheden. I virkeligheden ofrede de kærligheden for en dum misforståelse. ’Let’s not do that ...’

SMS

Hitter på Facebook