Hvor er Riley Strain?

Det er lige nu spørgsmålet, der optager både det amerikanske politi og store dele af landet, efter at den unge universitetsstuderende mand forsvandt ud i det blå efter en bytur for en uge siden.

Den fredag – 8. marts – var han i byen i Nashville med nogle af sine kammerater fra det broderskab, Delta Chi, som han var en del af på University of Missouri.

I løbet af aftenen blev der drukket alkohol, og en af Rileys venner har ifølge CNN fortalt til politiet, at den 22-årige på et tidspunkt blev bedt om at forlade countrysangeren Luke Bryans bar i byen, da han havde fået for meget at drikke.

Riley Strain forsvandt under en bytur i Nashville.
Riley Strain forsvandt under en bytur i Nashville. Foto: Metropolitan Nashville Police Department
Vis mere

På det tidspunkt var klokken omkring 21.45.

Den unge mand skal derefter have fortalt sine venner, at han ville tage tilbage til det hotel, hvor de overnattede. 

Men han dukkede aldrig op på stedet.

På en overvågningsvideo, som politiet har offentliggjort (og som kan ses øverst i artiklen), kan man se, hvordan Riley Strain på usikre ben krydser en gade ved 1st Avenue North klokken 21.47.

Politiet leder fortsat efter den savnede Riley Strain, der ikke har været set i en uge.
Politiet leder fortsat efter den savnede Riley Strain, der ikke har været set i en uge. Foto: Metropolitan Nashville Police Department
Vis mere

Kort efter blev han spottet på et andet kamera kl. 21.52 – og siden er han ikke set.

Da vennerne senere kom tilbage til hotellet og så, at Riley ikke var på værelset, forsøgte de at kontakte ham, men uden held.

Først forsøgte de selv at lede efter ham, men da det ikke lykkedes, kontaktede de politiet og meldte ham savnet.

De kontaktede også Rileys familie for at fortælle, hvad der var sket.

Til People fortalte hans stedfar, Christopher Whiteid, i onsdags, at de ikke vidste, der var noget galt, før hans hustru fik opkaldet fra broderskabet den næste morgen. 

Selv stod han på golfbanen og var ved at gøre sig klar til at spille, da hustruen ringede til ham og overbragte nyheden – hvorefter han skyndte sig afsted.

Sammen med Rileys far og stedmor tog de til Nashville, hvor Christopher Whiteid tog forbi »alle skadestuer« i byen for at se, om deres søn var der.

»Det her tager livet af os. For vi ved ikke, hvad der sker. Vi kan ikke finde ham,« siger han til People.

Politiet har også været ude af lede langs flodbredden i et forsøg på at finde spor efter Riley.
Politiet har også været ude af lede langs flodbredden i et forsøg på at finde spor efter Riley. Foto: Metropolitan Nashville Police Department
Vis mere

Whiteid forklarer samtidig, at en kriminalbetjent, der er sat på sagen, har fortalt dem, at ingen, der matcher Strains beskrivelse, er blevet fundet i byens lighus, og at han heller ikke er blevet hentet af en ambulance og kørt på skadestuen.

»Det var ikke gode nyheder, men det var heller ikke dårlige nyheder. Det var en nyhed om, at vi stadig har mulighed for at finde ham,« forklarer stedfaderen.

Torsdag har Metropolitan Nashville Police Department på det sociale medie X delt billeder af, at man har været ude at lede langs flodbredden ved Nashville.

Der er dog endnu ikke fundet nogen spor efter den savnede mand. 

Hverken der eller andre steder.