Det kan godt være, at landets fungerende statsminister Mette Frederiksen med over 60.000 personlige stemmer er enormt populær.

Men ikke hjemme hos Jubii-rigmanden Martin Thorborg. Han bryder sig bestemt ikke om hende.

»Jeg kan virkelig ikke fordrage hende. Og det må du gerne citere mig for,« lyder det i klar tale fra Jubii-milliardæren, da B.T. taler med ham dagen efter valget.

Martin Thorborgs utilfredshed med Mette Frederiksen går langt tilbage – nemlig til den gang i 2010, hvor det kom frem, at Mette Frederiksen, der ellers var stor fortaler for, at forældre skulle støtte op om folkeskolen, blev afsløret i selv at sende først sin datter og dernæst også sin søn i privatskole.

Martin Thorborg.
Martin Thorborg. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Nu står jeg i den situation, at min datter har behov for en lille skole, og så går det op for mig, at det ikke nødvendigvis er så let, når man som forældre står og skal vælge skole,« lød det fra Mette Frederiksen i 2010, efter at hun i flere år havde skældt forældre ud for ikke at bakke op om folkeskolen.

Og den kovending brød Thorborg sig virkelig ikke om. Hverken dengang eller nu.

»Jeg bærer sgu nag. Jeg kan huske dengang, mine børn selv gik i ganske almindelig folkeskole. Og hendes mærkesag var nærmest, at det var asocialt, hvis man puttede sine børn i privatskole. Og så gjorde hun det selv.«

»Det kan jeg ikke sådan noget. Det glemmer jeg hende aldrig for. At stå og sige, at alle mennesker skal gøre noget, når man selv gør det modsatte, det synes jeg er så usympatisk«, siger han.

Mette Frederiksen (S) er bestemt ikke Thorborgs kop te.
Mette Frederiksen (S) er bestemt ikke Thorborgs kop te. Foto: FABIAN BIMMER
Vis mere

Martin Thorborg er ellers selv vokset op i et socialdemokratisk hjem, men blev i en tidlig alder liberal, da han som kontorelev på en politistation faldt i snak med en kriminalkommissær.

Han fortalte, at 'dem der, kunne selv, skulle man ikke hjælpe, så der var mere til dem, der havde det svært. Det har fulgt mig siden og er blevet forstærket af mine erfaringer som iværksætter og erhvervsmand. For man skal tjene penge, før man kan bruge dem, og tjener man mange, kan man også hjælpe mange, og der er virkelig brug for mere i psykiatrien og andre vigtige steder,' har han forklaret i et opslag på Facebook.

Men selvom Thorborgs hjerte er liberalt, og han egentlig hælder politisk mest til Liberal Alliance, var han denne gang i tvivl om, hvor han skulle sætte sit kryds.

Han overvejede, om han skulle stemme på Lars Løkke og Moderaterne, der ville kunne trække en eventuel socialdemokratisk regering i en mere borgerlig retning.

Til sidste endte han dog alligevel med at stemme på Liberal Alliance.

Martin er gift med Jesper Buchs søster, Jannie Buch Thorborg.
Martin er gift med Jesper Buchs søster, Jannie Buch Thorborg. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Derfor var han også pænt skuffet, da han stod op onsdag morgen og så, at rød blok havde vundet.

»Jeg fulgte valget tirsdag aften. Da jeg gik i seng, var jeg egentlig meget sikker på, at det blev blåt, og så glædede jeg mig til at vågne op og se, hvordan kabalen gik op. Så jeg må da tilstå, at jeg blev noget skuffet,« lyder det fra Thorborg, der dog synes, at valget var spændende:

»Og det var selvfølgelig ærgerligt, at det var så tæt på, men det viser jo også bare, at der var rigtig mange mennesker, der kunne tænke sig noget andet end det, der var i dag. Det giver mig jo også et eller andet sted håb,« siger han.