Når man døber et album 'Let the Dog Drive Home' og så pryder omslaget som sådan, så er man selv ude om at blive kaldt 'finurlig'. Og finurlig ér dansk/ færøske Teitur , der også har én af sine sange med på platinstjerne-Seals nye hit-album.

Manden kan altså skrive sange. Og på sit femte album lægger Teitur da også for med et potentielt hit 'Feel Good' - en sang så simpel og iørefaldende, at selv Stevie Wonder må være imponeret.

Teitur kan det der magiske med at blande naivitet og temmelig dybe tanker.

Og når han i fine kompositioner som 'God, I Have So Many Things To Tell You' og 'You Never Leave LA' spreder sine melodiske vinger og lader poesien flyve, kan man ikke lade være med at flyve med. Det er på én gang muntert og charmerende seriøst.