Spørgsmålet bliver mødt med et fnys og en hovedrysten.

For de forstår det heller ikke selv.

Det seneste års tid har den russiske præsident, Vladimir Putin, ført krig i nabolandet Ukraine, hvilket har ødelagt infrastruktur, lagt bygninger og byer i ruiner og kostet tusindvis af mennesker livet.

Både blandt civile og soldater.

Alligevel omtaler både Putin og resten af de højtstående medlemmer i Kreml fortsat det, der sker, som en 'særlig militæroperation'. Og ikke som en krig.

Da B.T. forud for lørdagens Melodi Grand Prix, der blev afholdt i Næstved, fik mulighed for at møde nogle af medlemmerne af sidste års vinder af Eurovision – det ukrainske band Kalush Orchestra – forklarede de med en hovedrysten, at de ikke tror, der er nogen god forklaring på, at det forholder sig sådan.

»Rusland er et terroristland, og alle civiliserede lande forstår det. Alle kan se, hvad der sker, og at det er en krig,« siger bandmedlemmet Tymofii Muzychuk, som folk nok særligt vil kende for at spille det særlige fløjtestykke i sangen 'Stefania', som gruppen sejrede med.

»Ingen ved, hvorfor krigen stadig er i gang, men alle forstår, at Rusland er en terroriststat, og alle håber, at krigen snart vil slutte.«

Her ses tre af medlemmerne af Kalush Orchestra forud for lørdagens Melodi Grand Prix: Tymofii Muzychuk, danseren Vlad Kurochka, som også går under navnet 'MC KylymMen', og Sasha Tab.
Her ses tre af medlemmerne af Kalush Orchestra forud for lørdagens Melodi Grand Prix: Tymofii Muzychuk, danseren Vlad Kurochka, som også går under navnet 'MC KylymMen', og Sasha Tab. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Hvis bandet kunne sige noget direkte til Putin, er de ikke i tvivl om, hvad det skulle være:

»Vi kommunikerer ikke med terrorister, men alle vil gerne sige, at han skal trække sit militær ud af landet,« fortæller Tymofii Muzychuk via en tolk.

Siden bandet storsejrede under Eurovision, har de seneste ni måneder budt på mange anderledes og nye oplevelser.

Blandt andet en optræden på Glastonbury-festivalen, en turné i Europa og rundtomkring i USA.

Vinder af Eurovision 2022, det ukrainske band Kalush Orchestra, spiller deres vindersang 'Stefania' ved Dansk Melodi Grand Prix 2023 i Arena Næstved lørdag den 11. februar 2023.
Vinder af Eurovision 2022, det ukrainske band Kalush Orchestra, spiller deres vindersang 'Stefania' ved Dansk Melodi Grand Prix 2023 i Arena Næstved lørdag den 11. februar 2023. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det fører dem samtidig også langt væk fra hjemlandet, hvor venner og familie lever midt i krigen, som fortsætter med at rase.

Selv forklarer Kalush – som bandet også kaldes – at de har fået den opgave at bruge de forskellige platforme, de nu har takket være deres sejr, til at skabe opmærksomhed omkring Ukraine.

Ikke kun om krigen, men også for at vise ukrainsk kultur og musik frem.

Samtidig kan de bruge deres koncerter til at samle penge ind, der kan bruges til støtte hjemme i Ukraine, forklarer de.

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Vi takker for støtten,« fortæller Tymofii Muzychuk samstemmende med korsangeren Sasha Tab og danseren Vlad Kurochka, som også går under navnet 'MC KylymMen':

»Vi er glade for, at Europa støtter os, og vi håber, at støtten vil fortsætte indtil krigens afslutning,« tilføjer Muzychuk.