Det er på P5, at fans af Brdr. Olsen, dansktop og country skal lytte.

P4s trofaste lyttere lytter forgæves efter tidens store dansktopnavne som Brdr. Olsen, Birthe Kjær og Kandis. DR har nemligt helt bevidst, og til kunstnernes store irritation, flyttet de store danske navnes musik over til den nyoprettede digitale kanal P5, hvor 250.000 lyttere tuner ind ugentligt.

- Jeg kan godt forstå, at danske kunstnere gerne vil spilles på DR. Og det bliver de også. Vi har faktisk en hel kanal, der er dedikeret til dansktop, schlagere, country, viser og gammel rock’n’roll, fordi det er vores opgave at sørge for, at DR har et radiotilbud til alle danskere, siger Lars Daneskov, der er redaktør for P4, som svar på kritikken fra Jørgen Olsen og Hilda Heick over, at de ikke længere bliver spillet på Danmarks mest lyttede kanal, som DR selv beskriver kanalen for folk på 40 og opefter.

Helt naturlig udvikling

Det er ikke første gang, at danske kunstnere føler sig tilsidesat eller helt overset af DR, fordi deres musik ikke længere bliver spillet på en af to store landets public service- kanaler, P3 og P4. Men for DR er det helt naturligt, at kunstnerne i takt med tidens tand bliver rykket først fra P3 til P4 og nu videre til P5. Men for overhovedet at få sin musik spillet på P4 skal kunstnernes musik igennem playliste-udvalget.

Det består af seks DR-ansatte bl.a. studieværterne Alex Nyborg Madsen og Andrew Jensen samt Henrik Wacher. Udvalget mødes hver anden torsdag, hvor der bliver lyttet til det nye musik, som er blevet sendt fra pladselskaberne eller fra kunstnerne selv til DR. Ifølge Alex Nyborg Madsen er det Henrik Wacher og Andrew Jensen, som planlægger, hvilken musik P4’s værter skal spille i de kommende to uger.

- Men værterne må godt spille noget musik, de selv har lyst til, som ikke er på listen. Der er sat plads af til et-to ekstra numre, forklarer studieværten.

Unge ’sparker’ gamle ud

Alex Nyborg Madsen forstår godt, hvis de danske kunstnere føler sig vejet og fundet for lette for P4.

- Det samme skete på P3, hvor for eksempel Big Fat Snake havde svært ved at forstå, hvorfor de ikke længere var relevante på P3. Men jeg forstår godt følelsen, for der er selvfølgelig ingen af os, der kan lide at blive valgt fra. Men man kan sige, at det er sådan en ting, der sker. Der kommer nogle unge mennesker og sparker os gamle ud til siden, siger Alex Nyborg Madsen til BT.

Kan også høres på nettet

Et andet kritikpunkt er, at folk er nødt til at investere i en DAB-radio, hvis de vil lytte til P5. Men det afviser Lars Daneskov også.

- P5 kører også på nettet. Der er masser af muligheder for at høre digitalradio. Det har folk fundet ud af. Jeg synes, at P5s lyttertal på 250.000 ugentligt slår en pæl igennem, at det er en fjern kanal. Og Brdr. Olsen er det mest spillede navn på P5 lige nu, siger Lars Daneskov.