21. maj slår Grand Prix-stjernen Helge Engelbrecht havelågen op for dette års sæson af Sommersang i Mariehaven (Ansager i Sydvestjylland), der byder på fire musikalske sommersangssøndage fordelt over sommeren.

'Vi glæder os helt vildt til atter at byde indenfor til fællesskab, fest og fed musik,' lyder det fra arrangøren af de musikalske heldagsarrangementer i Mariehaven, som i øvrigt er Helges private baghave.

Når Sommersangssæsonen skydes i gang 2. Pinsedag, er sådan cirka 1350 stole sat frem foran Mariehavens Store Scene, klar til at tage imod havens feststemte gæster. Publikum kan se frem til næsten 10 timers musikalsk underholdning med start fra kl. 10.30 (dørene åbnes kl. 9.30).

Dagens musikalske program tæller bl.a.Humørekspressen, Johnny Hansen (Kandis), Ann-Mette Elten, Jan Svarrer, Maries Festival Band, The Grandfætters og The Swinging Sisters. Og de optrædende solister og bands bliver dagen igennem flankeret af Engelbrechts faste Sommersangsorkester Neighbours & Friends.

På spørgsmålet om, hvordan det er at invitere indenfor i private rammer, svarer Engelbrevht:

”Min kone Rie og jeg nyder at invitere indenfor i vores private rammer. Det er en fornøjelse at mærke den energi og magi, der opstår, når mennesker og musik mødes i et fællesskab som det her.” Og den 21. maj gør de det altså igen.

Øvrige Sommersangsdatoer for sæson 2018 er den 10. juni, 1. juli og 12. august. Billetter kan købes på www.musikgalleriet.dk, hvor det fulde sæsonprogram også kan ses.