Det summer af festivalstemning på den brostensbelagte sti, der leder op til Tap1. I vejkantens mudder ligger krøllede øldåser og cigaretskodder, mens latter og summende snak fylder aftenmørket.
Da gæsterne endelig er kommet indenfor i varmen på spillestedet, er stemningen en anden. Lyskegler smyger sig langs betonvæggene, mens tunge diskoteksrytmer varmer gulvet op under de mudrede fodsåler.
Det er den britiske houseduo Disclosure, der skal kaste neonlys over denne triste tirsdag, og det bliver med endnu en udgivelse under bæltet, nemlig albummet "Caracal", der udkom sidste efterår.
Det er tre år siden, at de kunne nyde gennembruddet med "Settle", der for alvor fik sat brødrene på verdenskortet. Hypebølgen har bragt dem til dansk jord flere gange, men i aften vil blive duoens hidtil største – hvis man ikke tæller deres festivalbesøg med.
Bag to store stationer af drumpads, synthezisere, hihats og mikrofoner toner blinkende lys frem på en skærm, der fylder bagvæggen fra gulv til loft. De glider hurtigt over i stregtegningerne fra Caracals albumcover, der efterhånden er blevet duoens varemærke.
Pludselig står de der. De to britiske brødre. Som kom de ud af ingenting. Tæppefaldet kommer for alvor med "White Noise" fra debutalbummet, og nummeret bliver lige så stramt leveret som duoens ubevægelige sideskilninger. Der er ikke mange svinkeærinder i lydbilledet, der dog bliver løftet af en levende basfigur og underholdningsværdien i at se stikkerne hamre mod trommeskindene.
Gæster på backtrack
Festen fortsætter med en perlerække af sange fra Disclosures albums, der traditionen tro har en bred vifte af gæstevokalister. Duoen holder publikum i et fast greb, mens de stryger gennem "Magnets" og det ikke overraskende trumfkort "Omen". Howard Lawrence stiller sig i rampelyset på "F For You" og "Echoes", der ikke byder på imponerende vokalstyrke, men som til gengæld får skabt et større nærvær end de trættende backtrack-vokaler.
Ulempen ved at skulle forholde sig til et backtrack er, at udtrykket automatisk bliver en smule lænket til originalmaterialet. Heldigvis er brødrene aldrig stilstående, men står storsvedende bag deres stationer, og hvad enten der bliver nørklet med syntheziser eller trommer får det givet musikken en ekstra dimension.
Alt går op i en højere enhed på "Nocturnal", der for alvor leger med dynamikkerne. Alle virkemidler bliver taget i brug, da mørket sænker sig over salen for derefter at blive brudt af klinisk lys, der afslører gæsternes blussende ansigter.
Andet kapitel byder på rødglødende fest
Der bliver skruet op for blusset med en lang danseseance, der med "Bang That" og "When A Fire Starts To Burn" blotlægger duoens rendyrkede rødder i housemusikken.
Her skal man dukke sig fra flyvende ølkrus og glippe med øjnene for ikke kun blinkende stroboskopisk lys, men også for ikke at ende med hårspidser i øjenkrogen fra dansende kvinder, der kaster med håret som forsøgte de at blive skaldede ved at slynge lokkerne ud af hårrødderne.
Samtidig bliver seancen også lidt for langtrukken, og flere begynder at sukke efter de vokalbaserede sange. Det skyldes, at overgangen ikke virker særlig naturlig, men i stedet som et forceret brud med sangrækken, hvilket hægter den del af publikum af, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med duoens mere klubegnede produktioner.
Det bliver en ublid landing, da lydniveauet endnu ikke er justeret til numrene "Holding On" og "Hourglass", der drukner under dundrende bas. Bedre går det, da Brendan Reilly dukker op og synger "Moving Mountains". Et forfriskende øjeblik, der viser, hvad koncerten har manglet.
Duoen brillere rmed singlen "Latch", der bliver modtaget af vejrende hænder og et kor, der ville bringe lydniveauet på ethvert fodboldstadium til skamme. For nogle slutter festen her, mens andre bevæger sig gennem regnen for at erobre nye dansegulv. "So are we going to a discotheque or what?," brøler en fyr med hakkende dansk accent til sin engelske veninde, før de forsvinder ud i aftenmørket.
Disclosure, Tap1, København, tirsdag d. 9. februar 2016
