Den professionelle racerkører Scott Tucker kommer ikke bag rattet i lang, lang tid. Amerikaneren skal 16 år i fængsel efter en vanvittig sag, hvor han har snydt 4,5 millioner mennesker for mange milliarder kroner.

Der findes svindelsager – og så findes der svindelsager. Sagen om den amerikanske racerkører Scott Tucker hører til sidstnævnte kategori.

55-årige Tucker, der blandt andet har kørt Le Mans fem gange, blev fredag idømt 16 års og otte måneders fængsel i en bizar sag med en rækkevidde og en størrelse, som kun findes i USA.

Tucker har de seneste mange år kørt et lånefirma. Men ikke et lille et. Et lånefirma med mere end 1500 ansatte og et lånefirma, der over en bare fem-årig periode fra 2008 til 2013 indtjente mere end 20 milliarder kroner.

Dét beløb er imidlertid bare en lille del. Gennem en periode på 15 år snød Scott Tucker og hans kompagnon 4,5 millioner amerikaner (over én procent af USA's befolkning, red.) for et ukendt milliardbeløb. Måden, de gjorde det på, var ved at forlange rentesatser på op mod 1000 procent af mennesker i store finansielle problemer. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ved domsafsigelsen fredag blev Tuckers fidus af dommeren kaldt ’svindel fra begyndelsen’ og ’en fidus for at franarre desperate mennesker deres penge’.

»Igennem mere end 15 år tjente Scott Tucker og Timothy Muir (Tuckers advokat, red.) milliarder af dollars på at udnytte hårdtkæmpende, almindelige amerikanerne gennem lån med renter på op til 1000 procent. For at skjule deres kriminelle fidus, hævdede de, at deres forretning var ejet og styret af indianske stammer,« supplerede statsadvokat Joan Loughnane i en pressemeddelelse.

Scott Tucker, der har en tredjeplads i LMP2-klassen som sit bedste Le Mans-resultat men i hjemlandet har vundet talrige løb, bad i et brev til sagens dommer om nåde, men uden at undskylde for sit svindelnummer. Brevet hjalp derfor ikke meget, da dommeren skulle afsige sin dom.

»Jeg er fuld af anger, høje dommer, for ikke at have levet op til den vision, jeg havde. Jeg er fuld af anger, høje dommer, over at jeg har efterladt en person med det fejlagtige indtryk, at jeg ikke er mit ansvar om at leve som en god og fair forretningsmand, arbejdsgiver og amerikansk borger voksent,« skriver Tucker, der ikke har kørt racerløb i flere år.

Scott Tucker blev ført fra retten i håndjern. Hans afsoning af de 16 år og otte måneders fængsel er allerede begyndt.