Christian Lundgaard fik sent lørdag aften en fornem debut i den amerikanske IndyCar-serie.

Efter en sensationel fjerdeplads under kvalifikationen kørte den 20-årige dansker, der i timerne op til løbet var ramt af maveforgiftning, et stort set fejlfrit løb i Indianapolis.

Undervejs sloges Lundgaard med en række af seriens største navne, han førte løbet for en kort bemærkning, men slutresultatet blev efter en lidt forfejlet strategi en 12.-plads

Løbet blev vundet af australieren Will Power foran Kevin Magnussens mangeårige teamkammerat i Haas F1 Team Romain Grosjean (FRA) og Colton Herta (USA).

20-årige Christian Lundgaard fik en fornem debut i IndyCar og er nu et varmt navn på seriens kørermarked for 2022.
20-årige Christian Lundgaard fik en fornem debut i IndyCar og er nu et varmt navn på seriens kørermarked for 2022. Foto: IndyCar.com
Vis mere

Lundgaards stærke debut i IndyCar har gjort ham til et varmt navn på kørermarkedet i den amerikanske serie. Flere team er interesserede i den hurtige dansker, der dog forleden sagde til B.T., at han stadig drømmer om Formel 1.

»Der er mange muligheder for fremtiden, og IndyCar er en af dem. Hvis man ser på præstationen i denne weekend, ser det lyst ud, men der er også andre muligheder,« siger Lundgaard.

Inden weekendens IndyCar-debut har Lundgaard haft en skuffende 2021-sæson i det internationale Formel 2-mesterskab, hvor hans kollegaer i Formel 1-teamets Alpine talentakademi Guanyu Zhou og Oscar Piastri ligger i front.

Alpine har spillet en central rolle i Lundgaards IndyCar-debut, og trods den skuffende Formel 2-sæson bakker det franske team fortsat op om danskeren.

Lundgaard kørte Rahal-Letterman-Lannigan teamets bil i mål på en 12.-plads i Indianapolis.
Lundgaard kørte Rahal-Letterman-Lannigan teamets bil i mål på en 12.-plads i Indianapolis. Foto: IndyCar.com
Vis mere

»Christian har bare været uheldig ved flere lejligheder, og han har derfor ikke kunnet vise sit talent,« siger Alpines teamchef, Davide Brivio.

Chefen for Alpine Academy, Mia Sharizman, tilføjer:

»Første halvdel af Formel 2-sæsonen har været svær for Christian, og han har kun scoret point i fire løb. Men i to af de fire løb var han på sejrsskamlen, og vi ved, hvor god har er. Vi vil støtte ham i kampen for igen at vinde løb, og han har alt at vinde i anden halvdel af sæsonen!«

Der er nu fire løbsweekender tilbage i både IndyCar- og Formel 2-mesterskabet, men i to af dem er der datosammenfald, og i næste uge kører den amerikanske serie på ovalbanen i Madison, hvor Lundgaard ikke kan være med.

Formel 1-teamet Alpines chef, Davide Brivio, bakker fortsat op om Christian Lundgaard.
Formel 1-teamet Alpines chef, Davide Brivio, bakker fortsat op om Christian Lundgaard. Foto: FIA Pool via Grand Prix Photo
Vis mere

Planen er da også, at danskeren i resten af denne sæson skal holde fokus på Formel 2, hvor der er plads til forbedring

»Enhver kan jo se, hvor vi ligger i mesterskabet, og den placering er jeg naturligvis ikke tilfreds med,« siger Lundgaard.

»Vi skal helt sikkert gøre det bedre i den anden halvdel af sæsonen. Antallet af fejl skal reduceres, vi skal være bedre til at tage beslutninger, og vi skal være mere stabile. Hvis de tre ting lykkes, skal resultaterne nok komme. Men der skal ske noget dramatisk, hvis vi skal blande os i kampen om mesterskabet.«

Næste afdeling af Formel 2-mesterskabet afvikles i sammenhæng med Italiens Grand Prix i Monza i september.