For Sylvia Kiberenge var det en ganske almindelig dag på kontoret. Og dog.

Den startede om formiddagen i Dyrehaven med 13,3 kilometer og sluttede om eftermiddagen med 20 kilometer i roligt tempo, sådan en slags halvanden times afjog.

Selvfølgelig var det vigtige for Sylvia Kiberenge at vinde Eremitageløbet, men for den 27-årige kenyanskfødte pige var klassikeren i skoven forberedelse til Frankfurt Marathon 29. oktober.

”Jeg havde en hård intervaltræning torsdag med 10 x 1,5 kilometer og besluttede først fredag aften at løbe i Dyrehaven. Jeg var lidt i tvivl om, hvordan det ville gå efter Lidingöloppet for to uger siden,” siger hun.

I Sveriges benhårde crossklassiker slog hun en perlerække af afrikanske navne og vandt en meriterende sejr.

Sylvia Kiberenge vandt E-løbet i 44.32 foran Simone Glad 45.32 og Marie Brandt Schultz 49.02.

Det var hendes anden sejr i nationalskoven. Desuden har hun to andenpladser.

Sylvia Kiberenge, som går på VUC i Lyngby, kom til Køge som au pair i 2012 og er gift med Køge Atletiks tidligere formand, Erling Worm, som også er hendes træner.

Efter en afstikker til Blovstrød Løverne er hun i dag klubløs. Hendes store mål: At repræsentere Danmark på maraton ved OL i Tokyo i 2020.

Det var første gang, Simone Glad satte sine ben i Dyrehaven. Og hun blev overrasket over, at ruten ikke var mere kuperet.

”Jeg troede terrænet var hårdere. Jeg skal helst have det så hårdt og barsk som muligt,” siger hun.

Simone Glad har to gange vundet det nordiske mesterskab på 10.000 meter og er i år firdobbelt dansk mester (1.500 meter, 10.000 meter, 10 kilometer landevej og lang cross).

Da hun vandt lang cross, fik kun den ene sko trådt af i starten og løb hele vejen med kun én sko.