Speederen blev i den grad trykket i bund, da en 22-årig mand den 10. august 2021 blev spottet af politiet i Fredericia.

Manden, der kørte i en bil, blev af politiet bedt om at stoppe, men på trods af det ræsede han over for rødt flere gange med høj fart.

Så høj fart, at flere biler måtte bremse eller undvige for at undgå sammenstød.

I 100 meter kørte den 22-årige mand endda mod kørselsretningen.

Hændelsen fandt sted i det grønne område ved Hannerup Skov, og den sluttede også dér, da bilen på et tidspunkt sad fast, hvilket fik manden til at stikke af.

Efterfølgende fandt politiet to knive i bilen, men gerningsmanden var over alle bjerge.

Og han var ikke færdig med at foretage kriminelle handlinger.

Bilen, han kørte i, tilhørte nemlig en bekendt kvinde, og efter episoden kontaktede han hende for at få hende til at melde køretøjet stjålet, således at politiet ikke skulle mistænke ham.

Men den gik ikke, og mandag i denne uge blev den 22-årige mand så idømt 4 måneders betinget fængsel, 100 timers samfundstjeneste og en ubetinget frakendelse af førerretten i tre år for blandt andet vanvidskørsel, overtrædelse af knivloven og medvirken til falsk anmeldelse.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Senere vil retten tage stilling til, om bilen skal konfiskeres.