Det fremgik tidligere af artiklen, at gruppevoldtægten skulle være foregået i et solcenter i shoppingcenteret Hørsholm Midtpunkt. Nordsjællands Politi har efterfølgende udsendt en pressemeddelelse, hvori oplysningen korrigeres til, at voldtægten skete i et solcenter på Hørsholm Hovedgade.

Torsdag blev tre drenge fængslet i en sag om gruppevoldtægt af en blot 14-årig pige. Politiets efterforsker er chokeret over sagen.

»Det er unge mennesker helt uden filter, der tror, de kan tillade sig hvad som helst. Det er fuldstændig uacceptabelt,« siger politikommissær fra Nordsjællands Politi, Henrik Gunst, om de anklager om seksuelle overgreb og gruppevoldtægt, tre drenge på bare 15 og 16 år er sigtet for. Torsdag blev de fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør og siden varetægtsfængslet i surrogat. På grund af deres alder blev de anbragt på en ungdomsinstitution.

Gruppevoldtægten af den unge pige skal ifølge anklagemyndigheden være foregået på tre forskellige tidspunkter i oktober og november 2017. Alle tre drenge nægter sig skyldige.

Henrik Gunst er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Nordsjællands Politi, og han lægger ikke skjul på, at han selv er rystet over sagen.

»Der er ingen undskyldning for den slags,« siger han og understreger, at sagen er ekstra alvorlig, fordi pigen er mindreårig.

Af hensyn til hende ønsker han derfor heller ikke at gå i detaljer med, hvad hun ifølge sigtelsen har været udsat for. Sigtelsen lyder på flere forhold af anden kønslig omgang end samleje og voldtægt.

»Det, hun ifølge sigtelsen har været udsat for, er fuldstændig uacceptabelt og grænseoverskridende. Det bør ikke være på den måde, man får sin seksuelle debut,« siger politikommissæren.

Overgrebene er ifølge sigtelsen foregået på forskellige adresser i Kokkedal og Nivå-området sidste efterår - nogle gange ved høj lys dag. Drengene har angiveligt brudt ind der, hvor pigen har opholdt sig, truet hende og derefter forgrebet sig på hende. Et af overgrebene foregik angiveligt i et solcenter på Hørsholm Hovedgade.

Selvom det er uhyrlige ting, den dengang 14-årige pige ifølge anklagen er blevet udsat for, er hendes sag ikke enestående. Den er én af de i alt fire sager, som Nordsjællands Politi i øjeblikket efterforsker, hvor fire forskellige piger i alderen fra 13 til 15 år angiveligt er blevet voldtaget i Kokkedal og Nivå af jævnaldrende gerningsmænd.

»Der er en sammenhæng mellem de fire forhold. Nogle af gerningsmændene går igen i sagerne,« fortæller Henrik Gunst og forklarer, at politiet fik kendskab til de formodede overgreb, da den første pige gik til politiet. Det fik flere andre til at følge efter. Derfor kan politiet heller ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser og måske også anmeldelser.

»Pigerne har ikke haft nogen, de har kunnet fortælle om de her ting, før en forældre eller lærere har opfanget, at noget var helt galt. Derfor er der også gået noget tid, fra de har fundet sted, til de er blevet anmeldt,« siger han.

Både de sigtede drenge og de forurettede piger kommer fra området omkring Nivå og Kokkedal. Flere af de sigtede drenge er i forvejen kendte af politiet.

De tre drenge blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre, og der er navneforbud i sagen. Drengene fremstilles igen om 14 dage, hvor retten tager stilling til, om de fortsat skal være fængslede.