En mand i alderen 25-30 år spyttede på en 12-årig dreng i en skolepatrulje.

Det fremgår af Østjyllands Politi, der efterlyser manden.

Den 12-årige dreng stod og gjorde sin pligt i en skolepatrulje på Frederiksbjerg Skole ved Ingerslevs Boulevard i Aarhus tirsdag morgen omkring klokken 8, da han blev antastet af den fremmede mand.

Manden, der virkede beruset, slog først drengens kasket af hans hoved og spyttede efterfølgende på ham, inden han forlod stedet.

Gerningsmanden beskrives som værende mellem 25-30 år, omkring 170-175 cm høj og spinkel af bygning. Han var lys i huden, havde skulderlangt, brunt hår og talte dansk.

Han var iklædt en sort jakke med hætte og mørke bukser.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der enten overværede episoden eller har kendskab til, hvem gerningsmanden var.

Det kan du gøre ved at ringe til politiet på 114.