Dan Park blev 1. januar overfaldet på Jagtvej i København. Ifølge kunstneren selv skete overfaldet cirka klokken 10 på Nørrebro.

Han fortæller, at han var på vej hjem efter at have fejret nytårsaften på Nørrebro, da han ved et busstoppested blev overfaldet, umiddelbart efter hans ven var gået ind i 7-Eleven.

- Der kommer seks maskerede mænd bagfra, og de vælter mig ned på jorden, hvor de sparker og slår mig, siger han.

Dan Park blev 1. januar overfaldet i København Vis mere

Svenske Dan Park er kendt som provo-kunstner og blev i august sidste dømt for racisme på grund af en række kunstværker, der ifølge retten i Malmø bedriver hetz mod en folkegruppe.

Selvom værkerne blev dømt til destruktion, formåede de at skabe kraftig debat herhjemme, da Trykkefrihedsselskabet valgte at udstille kopier. De overtog udstillingen, efter at den danske kunstner Kristian von Hornsleths galleri trak sig som følge af hærværk, der angiveligt var motiveret af udstillingen af Dan Parks værker.

Dan Park forklarer selv, at hans overfaldsmænd ifølge Parks ven råbte 'nazi-svin' på dansk i forbindelse med overfaldet. Efterfølgende tog den svenske kunstner på Bispebjerg Hospital efter anvisning fra politiet.

- Min arm og ryg gør lidt ondt i dag, men jeg har det okay, siger han til BT.

Dan Park anmeldte 3. januar officielt hændelsen til politiet, forklarer han selv.

- Det er åbenbart ikke alle i Danmark, der elsker min kunst, siger han og uddyber:

- Man kan ikke være bange, så skal man holde sig inden for hele livet, og det er ikke alle, der bruger vold, siger Dan Park søndag til BT.

Københavns Politi bekræfter, at de har været i kontakt med Dan Park, der er dømt for racisme i Sverige. Men de ønsker ikke at udtale sig yderligere om overfaldet.

Hvem er Dan Park?
* Født i 1968. Kalder sig selv gadekunstner. Har flere domme for overtrædelse af den svenske racismeparagraf bag sig.

* I 1988 opsatte han en plakat af en morder med et haglgevær og teksten 'A Man’s Gotta Do What a Man’s Gotta Do'

* Blev i 1998 dømt for at gå med en jakke med hagekors

* Opsatte i 2009 en konservesdåse med påskriften Zyklon B (giftgas, red.) og et hagekors uden for et jødisk menighedshus i Malmø

* Er ophavsmand til plakater med motiver som: Nelson Mandela med horn i panden. Barack Obama med sigtemærke i panden. Afrikanere med løkker om halsen og teksten 'Hang on Afrofobians'.

* Blev 21. august dømt for at overtræde Sveriges forbud om 'hets mod folkgrup' med en serie på ni tegninger. Straffen var seks måneders ubetinget fængsel og en erstatning på 60.000 svenske kroner til de fire personer, som var afbildet.