Grotesk, uretfærdigt og skandaløst.

Så klar er meldingen fra begge politiske fløje, efter det er kommet frem, at den dømte gerningsmand for overfaldet på Silas Lund har fået rabat af dommeren.

Ifølge dombogen er der én årsag til dette:

Politiets sagsbehandlingstid har ikke været rimelig.

I alt gik der 532 dage fra anmeldelse til dom.

Og samlet set er de 510 af dagene ventetid, mens sagen lå hos Københavns Politi.

Sagen betyder, at justitsminister Nick Hækkerup (S) nu skal stå skoleret.

Han skal komme med en forklaring på, hvor tit det konkret sker, at den lange ventetid fra anmeldelse til dom betyder, at den dømte gerningsmand får en mildere straf.

»Silas Lunds sag er grotesk. Jeg er dybt bekymret på ofrenes vegne, når politi- og anklagemyndigheder er så langsommelige. Det skal forbedres hurtigst muligt, og jeg vil derfor rejse sagen over for justitsministeren,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaaup.

I Silas Lunds sag skal det i øvrigt bemærkes, at han slet ikke hørte fra Københavns Politi efter anmeldelsen af overfaldet den 29. marts 2018 før den 1. juli i år, hvor efterforskeren pludselig havde konkrete spørgsmål.

Silas Lund blev således kontaktet af politiet kort tid efter, at B.T. havde fortalt om den lange sagsbehandlingstid, der på det tidspunkt var 448 dage.

»Jeg synes, det er ganske forfærdeligt,« sagde Silas Lund den 20. juni til B.T. og tilføjede:

»Fyren vælger helt umotiveret at give mig en skalle og slå mig to gange i hovedet, men min veninde kendte ham, så da jeg anmeldte sagen til politiet, kunne jeg også fortælle, hvem han var.«

Har du som gerningsmand eller offer været udsat for den rekordlange ventetid hos politi og domstole? Skriv til B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

I Københavns Byret blev gerningsmanden 12. september idømt tre måneders fængsel for umotiveret at give Silas Lund en skalle og knytnæveslag i ansigtet.

En handling, han selv erkendte i retten, og som var helt i tråd med tiltalen fra anklagemyndigheden hos politiet.

Endda er det anden gang på tre år, han dømmes for at begå vold.

Men han behøver slet ikke at komme bag tremmer.

'Da der er tale om en ukompliceret straffesag, finder retten, at sagsbehandlingstiden forud for sagens fremsendelse til retten i så væsentligt omfang har oversteget det rimelige, at tiltalte kompenseres herfor,' står der i dombogen.

Faktisk er Silas Lund næppe eneste offer, der oplever, gerningsmanden får mildere straf, fordi ventetiden har været urimelig lang.

Justitsministeren blev for en måned siden advaret om, at den dømte kan få rabat ved lang sagsbehandlingstid hos politi og domstole.

'I visse tilfælde kan sagsbehandlingstiden fra anmeldelse til dom indgå som en formildende omstændighed ved strafudmålingen,' skrev rigsadvokaten til Nick Hækkerup, der delte notatet med resten af Folketingets Retsudvalg.

Konkret vurderede rigsadvokaten, at en lang ventetid mindst skal tage halvandet år fra anmeldelse til dom, hvis gerningsmanden skal have mildere straf.

Og det er omtrent den tid, der er brugt på at behandle sagen om vold mod Silas Lund.

»Jeg er oprørt over, at kriminelle slipper for straf på grund af lang sagsbehandlingstid. Det er totalt uretfærdigt. Ofrene slipper jo ikke for mén, fordi der er lang sagsbehandlingstid,« siger Peter Skaarup.

Han bakkes op af SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, der også gerne vil høre ministerens forklaring på, hvor mange ofre der – ligesom Silas Lund – oplever, at gerningsmanden får mildere straf grundet politiets lange sagsbehandlingstid.

»Det her viser, at det er skandaløst med den lange sagsbehandlingstid.«

»Det er nødvendigt, at det her kommer på dagsordenen som et af de vigtigste punkter, når vi skal lave nyt politiforlig næste år,« siger hun.