Fredag eftermiddag blev en mand stukket med kniv ved Tove Ditlevsens Vej i Aalborg.

Politiet har nu fastlagt de tre gerningsmænds identitet og opfordrer dem til at melde sig selv ved politiet.

Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

Manden blev stukket klokken 15.03 ved Tove Ditlevsens Vej i Aalborg og blev senere, efter at have modtaget behandling, meldt i stabil tilstand.

Det medførte, at politiet var ekstra til stede i Aalborg fredag aften. Og det gav pote.

»Vi betragter knivstikkeriet som et internt opgør i det kriminelle miljø, og vores efterforskning har ført til en konkret mistanke til tre formodede gerningsmænd på henholdsvis 20, 21 og 26 år,« lyder det fra politikommissær Kenneth Rodam.

Politiet har forsøgt at anholde de mistænkte på deres adresser, men desværre uden held.

»De mistænkte ved, at vi leder massivt efter dem, og vi har også hørt fra dem via advokater og pårørende. Vi opfordrer de tre mistænkte til hurtigst muligt at melde sig selv. Melder de ikke sig selv inden i morgen klokken 13, vil de mistænkte blive eftersøgt med navn og billede i pressen,« siger Kenneth Rodam og tilføjer:

»Slagsmål med knive på åben gade er yderst uacceptabelt og utryghedsskabende – og de ansvarlige skal stilles til ansvar for deres handlinger.«