OPDATERING: POLITIET HAR FUNDET EN AFDØD PERSON 3. APRIL I BREDE Å. MAN FORMODER, AT DER ER TALE OM DEN 78-ÅRIGE.

Syd- og Sønderjyllands Politi leder forsat efter 78-årige mand, som blev meldt savnet lørdag aften i Bredebro, der ligger nær Tønder ikke langt fra den tyske grænse.

Og på X kommer politiet nu med en opfordring:

»Vi håber, at borgerne vil se deres overvågning i gennem, så vi kan få vished om, i hvilken retning den savnede gik. Det vil være meget værdifuldt for os«, siger politikommissær Mads Dammark,« der leder eftersøgningen.

Politiet er interesseret i at høre fra borgere, der har overvågning fra Bredebro i tidsrummet fra lørdag aften klokken 20.30 indtil omkring klokken 23.00, som kan hjælpe med at finde den savnede mand.

Syd- og Sønderjyllands Politi har afsøgt et meget stort område med hunde, ligesom der lørdag nat og søndag formiddag blev søgt med helikoptere. Hjemmeværnet har ydet støtte, ligesom Beredskabsstyrelsen har ledt med båd i Brede Å.

Mandag eftermiddag meddeler Mads Dammark:

»Vi har indstillet eftersøgningen for i dag, men vi planlægger med at sætte vandsøgshunde ind snarest muligt, ligesom Beredskabsstyrelsen er klar til at blive sat ind igen på et tidspunkt.«

Politiet opfordrer derudover fortsat til, at borgerne kigger i udhuse, garager og andre steder, hvor den savnede mand kan have søgt til.

Den 78-årige mand beskrives som en dansk mand, 170 cm høj, 78 år og almindelig af bygning. Han har næsten intet hår, er iført briller, blå bukser og træsko.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på telefonnummer 76 11 14 48.

Lørdag har B.T. udgivet et nyt afsnit af podcasten 'På fersk gerning' om de unge mænd, der er sigtet for at fælde træet, som kostede en efterskolelærer livet, lyt til det her: