Netop på årsdagen for drabet på Kim Wall har livstidsfangen Peter Madsen igen stjålet overskrifterne, efter at han onsdag aften blev overfaldet i Storstrøm Fængsel på Falster.

Den 47-årige Peter Madsen, der selv er kendt for at have et letantændeligt temperament, blev slået i ansigtet af en 18-årig medindsat, efter at de havde haft en uoverensstemmelse. Hvad baggrunden for denne strid var, er fortsat uoplyst, selv om politiet har en formodning om det.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nøjes politiinspektør Kim Kliver med at konstatere, at der har været en episode, hvor to indsatte har været oppe at slås indendørs i fængslet.

»Den ene har tildelt den anden et slag i ansigtet, og den 47-årige har som følge heraf været kortvarigt på hospitalet til skadestuebehandling, men er nu tilbage i fængslet. Jeg vil ikke komme ind på, hvad der kan ligge til grund for, at de indsatte har været oppe at slås. Vi har sigtet en mand for at have udøvet vold uden at anvende et slagvåben, og der var ikke grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør,« lyder det fra politiinspektøren.

»I sådan en situation vil politiet vurdere, om det kalder på, at vi skal anmode om et grundlovsforhør. Og her har den faglige vurdering altså været, at der ikke var grundlag for et grundlovsforhør, uden at jeg kan gå ind i den konkrete sag,« siger Kim Kliver til B.T.

Øverst i videoen kan du få et overblik over ubådssagen

For at der skulle være behov for at få en allerede fængslet strafafsoner formelt varetægtsfængslet i et grundlovsforhør, skal der normalt være behov for det af hensyn til typisk enten den fortsatte efterforskning eller risikoen for en gentagelse.

At det var Peter Madsen, der var blevet overfaldet i Storstrøm Fængsel onsdag aften, blev først bekræftet offentligt fredag morgen, da hans forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, sendte en sms B.T.

'Jeg har lige talt med min klient, og jeg kan bekræfte, at han blev overfaldet i onsdags. Han har det efter omstændighederne o.k.,' skrev Betina Hald Engmark. Peter Madsens advokat oplyser også, at hun gennem flere måneder forud for overfaldet har forsøgt at få sin klient flyttet fra Storstrøm Fængsel på Falster til fængslet i Herstedvester vest for København.

Her har man speciale i at håndtere fanger med behov for psykologisk eller psykiatrisk behandling, og de fleste indsatte har forstyrrelser i personlighedsstruktur og adfærd. Mange er dømt for drab, herunder seksualdrab på børn og drab på egne børn. Den seneste opgørelse over fængslets indsatte viser, at 35 er idømt forvaring, mens 12 afsoner en livstidsstraf.

Onsdagens overfald i Storstrøm Fængsel har næppe mindsket Peter Madsens mulighed for at blive flyttet fra det helt nye fængsel på Falster, der ifølge Kriminalforsorgen ellers skulle være et af de mest sikre i Danmark. Blandt andet fordi det er muligt effektivt at adskille forskellige grupper af indsatte. Om Peter Madsen skal flyttes, afgøres af Kriminalforsorgen.

»Når politiet afleverer folk i Kriminalforsorgen, er Kriminalforsorgen i stand til at vurdere situationen, og jeg har tillid til, at Kriminalforsorgen også i denne situation håndterer det professionelt. Det er den erfaring, vi har med dem,« siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til B.T.

Fredag er det præcis et år siden, at Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall sejlede ud på, hvad der blev en fatal tur på Øresund i hans hjemmebyggede ubåd 'UC3 Nautilus'. På turen bandt, mishandlede, dræbte og parterede Peter Madsen den 30-årige Kim Wall, fastslog en domsmandsret i København tidligere i år. Straffen lød på fængsel på livstid. Peter Madsen nægtede sig skyldig, men accepterede byrettens afgørelse om, at han er skyldig. Dog har han valgt at anke strafudmålingen til landsretten for at få en tidsbegrænset straf. Ankesagen begynder 5. september.