Politiet har delt en række billeder af en mand, der mistænkes for at stå bag et røveri i Rema 1000 i Vejby.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Røveriet blev begået 4. januar klokken 19.41.

Ifølge politiet trak den formodede gerningsmand en pistol frem og truede en Rema 1000-medarbejder til at udlevere kontanterne fra kassen.

Foto: Nordsjællands Politi.
Foto: Nordsjællands Politi.
Vis mere

Gerningsmanden gjorde det, da han befandt sig alene med kassemedarbejderen, skriver politiet.

Efterfølgende forlod han butikken – med pengene i en hvid Føtex-pose, hvor et vidne har set ham stige ind en mørk bil, der holdt parkeret ude på Tisvildevej.

Bilen kørte fra stedet i vestlig retning.

Ti minutter før røveriet blev den mistænkte filmet på en nærliggende tankstation, hvor han benyttede toilettet.

Politiet skriver den mistænkte som:

  • Mand, 175-180 cm og kraftig kropsbygning
  • Han talte dansk.
  • Han var iført sort hue, sort mundbind, grøn jakke.
  • Medbragte hvid Føtex-pose.

Hvis du ved noget om sagen, bedes du kontakte politiet på telefon 114.