Jacob El-Ali er tiltalt for landsforræderi og terror, det forventes, at han tilstår.

På trods af den 33-årige danske mand står overfor en fængselsstraf, der kan sende ham lang tid bag tremmer, virker ved godt mod.

»Kan jeg nå at få en smøg,« siger han foran den aflåste dør ind til retslokalet, da tre betjente fører ham ind i håndjern.

Anklageren og de tre tre politibetjente bliver enige om, at det er der tid til.

Jacob El-Ali blev anholdt 17. december 2020 og har siddet varetægtsfængslet i Danmark lige siden. Han er nu klar til at erkende sig skyldig og tage sin straf i denne historiske sag.

»Min klient erkender det hele,« siger Mette Grith Stage, der er forsvarsadvokat for Jacob El-Ali.

På billeder har den danske syrienkrigere poseret ved siden af afhuggede kropsdele og hovedløse lig i den syriske by Raqqa. På et bælte over hans bryst står der 'Islamisk Stat'.

I dag er den 33-årige mand klædt i sort T-shirt og sorte joggingbukser. Hans hår er halv langt og strøget tilbage.

Sagens anklager Søren Harbo læser op af tiltaltes forklaring til politiet.

Det kommer frem, at han rejste til Syrien for at redde verden.

Den beslutning tog han, efter nogle turbulente år i Aalborg, hvor han havde et hashmisbrug og følte sig paranoid. Angiveligt rejste han afsted sammen med sin storebror.

Anklagemyndigheden har tidligere meldt ud, at den 33-årige IS-kriger tiltales for landsforræderi og terrorrelaterede handlinger for at have tilsluttet sig Islamisk Stat og deltaget i terrorangreb.

Den tiltalte har forklaret, at han tilsluttede sig først FSA og senere Jabhat al-Nusra i Syrien. Her fik han våben og ammunition. De fik også et selvmordsbælte, som de skulle udløse, hvis de blev pågrebet af regeringstyrker.

I begyndelsen af 2014 tilsluttede han sig IS. Det skete i Raqqa. Her lejede han en lejlighed med australsk ven.

De to fik at vide, at de skulle melde sig til et militærkontor i byen. Her blev de to sendt ind i en ny militærenhed.

Selvom Jacob El-Ali er fotofgraferet med afhuggede hoveder, har han forklaret, at han kun har overværet henrettelser, som IS har udført.

Han tilstår, at han har lagt billeder op på Facebook. Og han forklarer, at det er ham selv, der har lagt billederne op fra sin egen Facebook-profil. Men han forklarer, at han ikke selv stod for halshugningerne, selvom han står med de afhuggede hoveder.

Under den lange oplæsning fra anklageren sidder den tidligere syrienskriger stille i sin stol.

Han har fået udleveret en stak papirer med sin egen forklaring på, som han bladrer nøjsomt i, når der er sideskift.

TIltalte har forklaret, at han i 2015 blev gift med sin anden kone.

I denne periode var han ikke i Raqqa, men stadigvæk en del af IS-enhed, der stod for at beskytte en lufthavn med kanoner. Han fik sit andet barn med kvinden, fra et tidligere ægteskab har han en søn.

I 2017 efter nogle år i Raqqa forsøgte han angiveligt at flygte fra IS. Det lykkedes efter et par mislykkedes forsøg gennem en menneskesmugler. Han kom til Tyrkiet, hvor han blev anholdt.

Mette Grith Stage blev kontaktet og hjalp med overgivelsen til de tyrkiske myndigheder.

Ifølge forklaringen har han samarbejdet med politiet og givet dem oplysninger om sin fortid i IS.

Dommeren spørger nu den tiltalte, om han kan genkende den lange forklaring.

»Ja, det er korrekt gengivet,« siger Jacob El-Ali.

Dommeren mener, at der er tale om fuld tilståelse. Der bliver nu rejst tiltale for landsforræderi.