Det er den klassiske historie: Kvindelig Røde Kors-indsamler møder fremmed mand. Han donerer penge, og viser hende så sit stive lem. Nu risikerer han at ryge i fængsel.

En 31-årig odenseansk mand besluttede ifølge Fyens.dk at give den søde, kvindelige Røde Kors-indsamler lidt mere end sine penge, da hun 4. september bankede på hans dør.

Da indsamleren havde fået sin donation og forlod mandens bopæl, så hun nemlig manden gå ud på sin altan, hvor han hev bukserne ned og begyndte at onanere foran hende.

Den opstemte fynbo blev anholdt af politiet, men slap i retten med 20 dages betinget fængsel. Skulle han på upassende vis i fremtiden finde på at lufte sit lem igen, vil han med garanti ryge i fængsel.
 
Der meddeles hverken, hvor mange penge manden i første omgang gav til Røde Kors, eller hvordan kvinden tog sin oplevelse.