Det var en storstilet vildledningsmanøvre, der gjorde det muligt for Greenpeace at snyde sig forbi sikkerhedsfolkene ved Christiansborg.

Politiet overvejer nu, om flere aktivister fra Greenpeace skal anholdes efter den opsigtvækkende aktion under gallamiddagen på Christiansborg Slot torsdag aften.

- Det er så dumt, som noget kan være. Når man laver den slags, så kommer man til at betale for det. Og den regning er ved at blive udstedt nu, siger chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi.

Han mener, at den sideløbende aktion uden for Christiansborg, hvor flere miljøaktivister - herunder tv-værten Bubber - blev anholdt, bærer en del af forklaringen på, hvordan de to Greenpeace-aktivister kunne nå helt frem til indgangen til de kongelige repræsentationslokaler.

- Det tyder på en meget spektakulær operation. Den er vi nu ved at få kortlagt, og jeg kan ikke udelukke, at vi skal ud og hente nogle flere, siger Per Larsen.

Flere aktivister var kravlet op i lygtepæle uden for Christiansborg, og det var formentligt et forsøg på at få afledt politiets opmærksomhed, vurderer chefpolitiinspektøren. En mand og en kvinde i gallatøj nåede så langt frem, at de foran tv-kameraerne kunne folde et banner med teksten "Politicians talk - Leaders act" ud. En tredje mand, der fulgtes med de to, blev også anholdt og hele trekløveret ventes fredag fremstillet i grundlovsforhør.

I værste fald kunne aktivisterne risikere, at sikkerhedsfolkene havde åbnet ild mod dem.

- Den risiko er også til stede, hvis nogen havde følt sig truet. Når man gør den slags, så udgør man da en risiko for sig selv, siger Per Larsen.

Politiet vil indtil videre ikke røbe, hvad aktivisterne præcist sigtes for. Men straffelovens paragraf om ulovlig indtrængen er ikke i sig selv nok til at kræve dem fængslet. Derfor arbejder politiet jurister nu på at finde ud af, præcist hvad mistanken skal lyde på.

/ritzau/