Fredag morgen fandt en politimand i sin fritid en bil på Østre Ringvej i Ringsted, hvori sad en død mand. På grund af omstændighederne ved fundet af den døde mand, har politiet undersøgt sagen grundigt sammen med retsmedicinere og kriminalteknikere.

Den foreløbige konklusion er, at der ikke ligger noget kriminelt bag dødsfaldet. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Den afdøde er en 44-årig mand fra Holbæks vestlige opland, som i forvejen var eftersøgt af sin familie, da han ikke som forventet mødte på arbejde torsdag morgen.

Dødsårsagen er i øjeblikket ukendt. Den afdøde vil blive obduceret mandag, hvor dødsårsagen forventes at blive klarlagt.

Den afdødes familie er underrettet.

Politiet kan ikke bidrage med flere oplysninger om sagen i øjeblikket, idet de afventer de retsmedicinske undersøgelser.