Fyns Politi mener nu at have fundet det køretøj, der lørdag forsvandt efter at have været en del af en gaderæsulykke i Odense.

Føreren er dog stadig forsvundet, og politiet efterlyser derfor vidner, der kan hjælpe med at identificere ham.

»Vi mangler ham, der har kørt i bilen. Med andre ord søger vi vidner, der har oplysninger om, hvem der kunne have ført den sorte volvo,« lyder det fra vicepolitinspektør ved Fyns Politi, Steen Jørgensen.

Vicepolitiinspektøren fortæller, at man fortsat er af den opfattelse, at ulykken opstod som følge af, at to volvoer - en sort og en blå - kørte om kap.

Mens den blå forulykkede på stedet - på Rugaardsvej i Odense Centrum - forsvandt den sorte umiddelbart efter.

»En patrulje fandt den søndag aften på Nyborgvej, og den er nu indbragt. Den skal selvfølgelig igennem nogle tekniske undersøgelser i forbindelse med sagen,« fortæller Steen Jørgensen.

Han uddyber, at man har været i kontakt med bilens ejer, men det har altså ikke ledt til nogen yderligere udvikling i efterforskningen af ulykken, som fandt sted lørdag omkring klokken 20.

Her kørte de to volvoer efter alt at dømme ræs på Rugårdsvej, da den den blå Volvo frontalt stødte ind i en tilfældig bilist, der kom kørende i modsat retning.

Denne bilist stødte dernæst ind i en tredje bilist uden tilknytning til gaderæset.

»Øjenvidner har fortalt os om et voldsomt kørselsforløb med to biler i udadgående retning på Rugårdsvej inden uheldet. Vi formoder, at der er tale om gaderæs, altså at de har kørt om kap,« forklarede vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi natten til søndag.

Efter ulykken forsvandt den efterlyste fører i den bil, der altså nu er fundet.

Tilbage på ulykkesstedet blev det konstateret, at de to bilister, der helt tilfældigt blev en del af gaderæsulykken, skulle køres til tjek på Odense Universitetshospital.

Imens blev føreren af den anden Volvo, en mand i begyndelsen af 20'erne, indlagt på intensiv, hvor han var i kritisk tilstand.

Hans tilstand er mandag eftermiddag uændret, oplyser vicepolitiinspektør Steen Jørgensen.

»Meldingen fra hospitalet er, at hans tilstand er stabil men kritisk.«

Foruden at efterlyse vidner, der kan identificere føreren af den sorte Volvo, forsøger Fyns Politi i skrivende stund at danne sig et mere detaljeret overblik i sagen.

»Der var jo rigtig mange vidner lørdag, og som i enhver anden større efterforskning forsøger vi nu at klarlægge hændelsesforløbet,« fortæller Steen Jørgensen og fortsætter:

»Dette med henblik på at finde ud af, hvem der er skyldig, og hvad pågældende eventuelt skal sigtes for.«

Ved du noget om sagen, opfordrer Fyns Politi til, at man henvender sig på 114.