Med løbet Belgiens Grand Prix gik Formel 1-VM 2019 op i ottende gear (så mange har en moderne F1-racere!). Men det er værd lige at træde et skridt tilbage.

At vurdere Kevin Magnussen i et lidt større billede end det, der bliver tid til i Formel 1's hektiske dagligdag.

For hvor står Kevin Magnussen midtvejs gennem 2019-sæsonen?

Han har længe haft sin 2020-sæson hos Haas på plads. Alene det faktum understreger noget væsentligt: Endelig har Danmark fået en 'fremtidssikret' Formel 1-kører. Med Magnussens forgængere var vi altid bange for, hvornår de mistede deres plads. Hvor vi før talte om, hvornår Tom Belsø (to løb i 1974), Jan Magnussen (25 løb i 1995-98) og Nicolas Kiesa (fem løb i 2003) blev fyret, snakker vi nu om, hvornår K-Mag får chancen i et topteam.

For den chance har han efter min mening fortjent. Ikke mindst på grund af de resultater, han har scoret i kamp med sin Haas-teamkammerat Romain Grosjean.

Det er jo ingen tilfældighed, at det er Grosjean, og ikke Kevin Magnussen, der i disse uger kæmper for sin Formel 1-fremtid.

Magnussen har de seneste to år effektivt taget luften ud af franskmandens Formel 1-karriere. Magnussen har i både 2018 og 19 været bedre end franskmanden på stort set alle parametre, og det er ingen hr. Hvem-som-helst, danskeren har skubbet ud til Formel 1-afgrunden. Grosjean er europamester i Formel 3 og dobbelt GP2-mester, han har kørt 156 Formel 1-løb, og han har været på podiet 10 gange.

At Grosjean nu risikerer at miste sin plads hos Haas, understreger den gamle Formel 1-sandhed om, at 'teamkammeraten er din bedste fjende'. Og at det er et ganske flot stykke arbejde, Magnussen har leveret hos Haas i 2017-19.

At have 'nedkæmpet’ Grosjean er Magnussens svendestykke i Formel 1. Og det betyder, at han efter min mening i dag er mere end 'bare' en etableret Formel 1-kører. Han er i dag forrest i køen med kørere til et ledigt sæde i et topteam.

Lyder det, som om den rød/hvide klaphat spærrer lidt rigeligt for udsynet? Så lad mig gennemgå 2019-feltet og deres fremtidsmuligheder.

Lewis Hamilton, Valtteri Bottas, Sebastian Vettel, Charles Leclerc, Max Verstappen og Alexander Albon besætter i øjeblikket de seks topbiler.

Robert Kubica og måske også Antonio Giovinazzi og Grosjean er på vej ud af Formel 1 og har i alle tilfælde udspillet deres rolle i forhold til topholdene. Lance Stroll er mest med i Formel 1, fordi hans far ejer Racing Point.

Daniil Kvyat, Kimi Räikkönen, Pierre Gasly og Nico Hülkenberg har haft de chancer, de fortjener. Det samme efterhånden gælder Sergio Perez, der i alle tilfælde har bundet sig til Racing Point for yderligere tre år.

Lando Norris og George Russell er endnu for umodne til en plads i et topteam.

Der er i øjeblikket ingen kørere fra juniorklasserne, der for alvor presser på for at få en plads i Formel 1. Det kan ændre sig, når navne som Mick Schumacher, Guanyu Zhou og Christian Lundgaard for alvor træder i karakter, men lige nu er de ikke Formel 1-klar.

Tilbage er Daniel Ricciardo, Carlos Sainz Jr og Kevin Magnussen. Det er dem, topholdene rent logisk vil se på, hvis de får et ledigt sæde.