Kevin Magnussen var åbenlyst træt af Haas-teamets rolle i det mislykkede pitstop, der kostede danskeren alle muligheder i Japans Grand Prix.

Det var ikke kun teamets langsomme udførelse af pitstoppet. Det dårlige dækvalg, hvor man satsede i blinde på hard-dækket uden at have testet det i træningen.

Heller ikke, at hans sæde sad løst nede i bilen.

Det var især beslutningen om at pitte Romain Grosjean før danskeren, selvom Kevin Magnussen lå foran han franskmanden, der undrede den 27-årige dansker.

Det fortalte Kevin Magnussen efter løbet til Viasat Sport.

»Af en eller anden grund skulle jeg i pit efter Romain (Grosjean, red.) og kommer ud bag hele den gruppe,« konstaterede Kevin Magnussen og fortsatte:

»Jeg spurgte flere gange og fiskede efter at komme i pit. Alligevel er jeg nummer to, der ryger ind. Det skal jeg lige høre dem om, hvorfor det skete. Det giver ingen mening.«

Kevin Magnussen leverede ellers en stærk start, hvor han snuppede seks pladser på første omgang. Men derefter ødelagde pitstoppet alle håb om VM-point.

»Det var en god start og en god første omgang. Jeg fik gjort det, der skulle til for at komme tilbage fra den position, jeg startede fra. Og så gik det i kage derfra,« sagde Kevin Magnussen.

I stedet sluttede Kevin Magnussen på 17. pladsen i Japans Grand Prix.

Se hele interviewet med Kevin Magnussen i playeren øverst i denne artikel.