Rasmus Seebach udgiver nyt album i dag, fredag. Popstjernen glæder sig over meningen med livet og ærgrer sig over, at hans far ikke lige kan kigge forbi en time og se, hvor godt det er gået.
»Meningen med livet - må være at give det videre.«
Det er ikke hver dag, man møder en popmusiker i ordets bedste forstand, der tør vove pelsen og give svaret på det helt store spørgsmål.
Rasmus Seebach kan ikke lade være.
Ikke fordi han vil være klog på andres vegne, men fordi han ikke kan andet. End være sig selv.
»Jeg begynder altid med at skrive sangene for mig selv, så det ville være vildt mærkeligt, hvis jeg skulle lægge låg på mine følelser. Hvis jeg ikke må være ærlig, så mister det meget for mig,« siger Rasmus Seebach.
På et par linjer i en popsang på hans nye album står hans livsfilosofi mejslet i bittersøde funklende popakkorder.
»Når jeg ser på min mor, og hun griner, forstår jeg pludselig min rejse, og ærligt, så tror jeg, meningen med livet må være, at det går videre.
Når jeg ser på min bror og hans unger, forstår jeg pludselig min rejse, og ærligt, så tror jeg, at meningen med livet må være at give det videre.«
Mange ville have brækket tungen undervejs. På en sang som ’Livet går videre’. Men ikke Rasmus Seebach.
Måske fordi man aldrig er i tvivl om, at hver en strofe kommer fra hjertet og maven.
Terapi ved klaveret
»For mig er det at skrive sange også en måde at bearbejde mine egne følelser på. Når jeg sidder ved klaveret, så er det som terapi for mig. Det er nærmest i stedet for at gå til psykolog,« smiler Rasmus Seebach, selvom han mener det helt alvorligt.
Han er født i 1980, som søn af grandprix-legenden Tommy Seebeach, og havde ørerne i popmaskinen, fra han var helt lille.
Da hans far levede, spillede han i hjemmestudiet, der lå lige op ad hans værelse, så lille Rasmus er ofte døset hen til klassikere som ’Du’ det dejligste’, ’Krøller eller ej’ og ’Under stjernerne på himlen’.
Den sidste spiller Rasmus jævnligt til koncerter, og hver gang sender han en tanke til faderen, der døde af hjertestop efter nogle år med lidt for meget fest og alkohol, da Rasmus kun var 23 år gammel:
»Det rør mig dybt hver gang, jeg spiller hans sange, og jeg tror, min far ville have været enormt stolt. Jeg bilder mig ind, at han kan mærke det et eller andet sted. Hvis han bare lige havde kunnet kigge forbi en times tid og set, hvad der var sket. Det kunne jeg godt have tænkt mig. Jeg tror, at han ville have sat stor pris på, at hans eget arbejde var fortsat gennem mig og min bror Nicolai, (Rasmus Seebachs producer og medarrangør, red.).«
»Jeg synes, der er mange ligheder mellem min far og mig. Han har faktisk lavet en del melankolske sange, men det var aldrig dem, der blev de store hit. Det er ikke kun ’Hip hurra’ og ’Krøller eller ej’, der definerer ham. Men jeg har jo også været så tæt på, at jeg har oplevet, hvor meget hjerte og sjæl han lagde i sin musik, og har set en voksen mand, der sad og tudede, når han havde lagt hele sin sjæl i en sang. Han turde spille på hele registeret, og der var ingen fine fornemmelser, hvor han holdt igen, fordi nogle måske ville synes, at nu bliver det næsten for meget. Det er fantastisk, når man går hele vejen, og tør give den alt, hvad den kan trække af følelser, og man skal sgu ikke skamme sig over at blive revet med.«
Fedt legetøj
»Hvis musik når ind i mit hjerte, tror jeg på, at det kommer et ægte sted fra. Og det er vel også derfor, jeg kyler hele mit liv ned i mine egne sange.
Hvis jeg ikke selv føler den hele vejen, og ikke er 100 procent med i det, kan jeg jo heller ikke forlange, at andre mennesker kan tage det ind,« siger Rasmus Seebach, der aldrig følte et pres fra sin far:
»Jeg tror godt, han vidste, at det ville komme af sig selv, og det er jeg taknemmelig for. Hvis der havde været et pres, er jeg ikke sikker på, at musikken havde været den leg, den altid har været for mig,« siger Rasmus Seebach, der, siden han var lille, har rodet med faderens ’musikvognpark’ i hjemmet:
»Jeg fandt lysten helt indefra som lille. På samme måde som hvis jeg spillede fodbold i haven eller legede røvere og soldater og tabte mig selv helt i det. Alle instrumenter stod tændt, når jeg kom hjem fra skole, og der gik mange timer med bare at sidde og spille de samme tre akkorder. Det var dér, jeg opdagede, hvad musikken kunne gøre for mig. At det kunne være en form for terapi. Og så var det jo det fedeste legetøj, man kunne få. Når jeg slog en akkord an, og man pludselig spillede med en kæmpe strygerorkester-lyd,« smiler Rasmus Seebach, der mistede sin far i 2003. Måske derfor har familien, med hans mor Karen, hans søskende Nicolai og Marie samt kæresten Julie, ekstra stor betydning:
Intet varer evigt
»Der er ingen tvivl om, at jeg i en tidlig alder fik en besked, der var med til at fortælle mig, hvad der betyder noget, og at intet varer evigt. Det kom allerede første gang, min far fik et hjertestop, som han overlevede, og hvor han heldigvis fik nogle år mere. Det er klart, at det hele blev sat på spidsen, og det var med til at fortælle mig, at man skal nyde de mennesker, man har, mens man har dem. Det har klart defineret mig meget som voksen, at jeg har fået dén ind som relativt ung.«
’Vi har lært af de mørkeste tider’, synger du på en af de nye sange?
»Udover de glade sange er det også vigtigt for mig at skrive om de gange, hvor man er nede at vende. Hvor det går ad helvede til, og hvor man ikke tror på, at man kan komme videre. Sådan har jeg da selv haft det et par gange. At jeg har været helt ødelagt og ikke havde nogen kræfter. Hvor man savner og græder og ikke kan sove om natten. Og den sang er en hyldest til os mennesker, der alligevel formår at finde kræfterne, når det ser mørkest ud.
Ind imellem må man acceptere, at man hænger med hovedet i en periode, der måske godt kan vare i lang tid. Det kan tage sin tid at komme videre efter de rusketure, der vender op og ned på livet. Men jeg tror på, at en dag, så er jeg på toppen igen, og står og krammer mine bedste venner på et værtshus,« siger Rasmus Seebach, der drømmer om både børn og bryllup med kæresten, som han kalder ’kvinden i mit liv’:
Vil gerne have børn
»Det er hende, jeg vil have, og hvis jeg ikke havde det sådan, var jeg for gammel til at være i det. Julie er kun knap 23, så vi har ikke forfærdelig travlt. Der er mange år at løbe på. Men jeg vil helt klart gerne have børn. Det giver rigtig meget mening, og jeg glæder mig,« siger Rasmus Seebach, der har svært ved at svare på spørgsmålet om, hvorfor hans musik rammer så bredt.
Fra børn til granvoksne mænd og kvinder.
»Det kom også bag på mig, og jeg aner det ikke.«
Han grubler lidt og kigger ud ad vinduet:
»Jeg har altså ikke regnet den ud. Jeg har virkelig ikke regnet den ud. Måske er det netop det, at jeg ikke ved det. Og måske skal jeg være glad for, at det er sådan, for så ville folk nok kunne mærke, at jeg ikke er mig selv. Undskyld, men jeg har ikke andet svar.«
Rasmus Seebachs fjerde album ’Verden ka’ vente’ (Offbeat) udkommer i dag.
