Diagnosen offentliggøres to uger efter, Jack Osbourne og hans kæreste blev forældre

De blev kendte som en meget livlig og politisk ukorrekt familie, da de lod sig filme til realityprogrammet »The Osbournes«. Nu er familien omkring metalmesteren Ozzy Osbourne fra Black Sabbath igen i medierne - i mere trist kontekst.

Sønnen Jack fortæller i People Magazine, at han har fået konstateret multipel sclerose.

Multipel sclerose angriber synsnerverne, hjernen og rygmarven. Betændelse omkring nervetrådene og efterfølgende ar gør, at meddelelser fra hjernen til forskellige dele af kroppen kun dårligt - eller med tiden slet ikke - når frem.

- Jeg blev så vred og blev ved med at tænke »hvorfor mig?«, fortæller 26-årige Jack Osbourne i People.

- Jeg har en familie, og der er det, der skulle være vigtigst, siger han med henvisning til, at diagnosen offentliggøres kun to uger efter, han og hans forlovede, Lisa Stelly blev forældre til datteren Pearl.

Jack Osbourne var i »The Osbournes« kendt som prototypen på en ugidelig teenager, men fik siden sit eget realityprogram som særdeles sportsglad udendørstype i »Extreme Adrenaline Junkie«.

Udover Jack og Ozzy tæller familien mor og talkshowvært Sharon og søster og sangerinde Kelly samt yderligere en søster, der ikke ønskede at deltage i »The Osbournes« og dermed ikke er kendt i offentligheden.