Efter 22 år skal Ole Henriksen og hans mand, Laurence Roberts, flytte.

I august sidste år satte de deres villa i Los Angeles til salg for 40 millioner danske kroner. Nu er køberne fundet, og parret skal flytte i lejlighed.

Det glæder de sig til, fortalte Ole Henriksen til Her&Nu, da han i sidste uge var til premiere på musicalen ‘Miss Saigon’ på Det Ny Teater i København.

Han forestiller sig, at det bliver lidt som at bo på hotel, når han sammen med Laurence Roberts, flytter ind i deres nye hjem på 27. etage med udsigt over Hollywood.

Ole Henriksen og Laurence Roberts har dannet par i 35 år.
Ole Henriksen og Laurence Roberts har dannet par i 35 år. Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

Der er én ganske særlig grund til, at han glæder sig til at flytte fra villaen på 317 kvm, som parret har ejet i Hollywood Hills, og ind i deres nye hjem. Dét er amerikanernes omgang med våben.

»Vi kan føle os sikre. For i USA bryder de ind og tager, hvad de har lyst til. De kommer ind med pistol og skyder dig. Det er lidt overdrevet, men det er mere trygt at bo i en lejlighed, det er der ingen tvivl om,« siger Ole Henriksen til Her&Nu.

Den nye lejlighed, der står indflytningsklar til april, ligger i et luksuriøst højhus, hvor der er personale til at parkere bilen og udsigt over Los Angeles fra op til flere altaner.

»Vi har været utrolig glade for vores hjem gennem over 20 år, men nu er tiden inde til at rykke til noget nyt. Selvom vores nye lejlighed nærmest er større end huset, er der noget mindre arbejde ved at have en lejlighed,« har Ole Henriksen tidligere sagt til B.T.