Lyt til artiklen

»Så spørger jeg dig, Martin Johannes Larsen, vil du have Sara-Lisa Schuster-Rossel, som hos dig står, til din ægte hustru?«

»Næh.«

Normalt er det ikke sådan, et vielsesritual ender, men ikke desto mindre skete det, da 'Vild med dans'-værten sidste år blev gift med sin hustru i Løgumkloster Kirke.

Og det var der en ganske særlig grund til, afslørede Martin Johannes Larsen i lørdagens udgave af 'Stormester', hvor han sammen med fire andre tv-kendisser skal løse en række mere eller mindre gakkede opgaver for at skrabe point sammen.

I ugens program, som er optaget sidste sommer, lyder en af opgaverne: 'Få den største ting til at forsvinde hurtigst.' Og her søgte Martin Johannes Larsen inspiration i Paulus' Første Brev til Korintherne i Det Nye Testamente, hvor kærligheden beskrives som 'størst af alt'.

Og derfor håbede satirikeren, at han kunne vinde de fem eftertragtede point ved at afvise sin elskede ved alteret, fortæller han til B.T. om det vanvittige klip fra brylluppet, som han siden har delt på sin Instagram-profil.

»Da vi fik opgaven stillet i 'Stormester'-huset, havde vi 30 minutter til at finde ud af, hvordan vi ville løse den. Det var i juli, og jeg havde et forestående bryllup i august, så jeg ringede til min kone og spurgte: 'Kunne det ikke være rigtig fedt at gøre det på den her måde?'«

Det syntes Sara-Lisa Schuster-Rossel egentlig godt, det kunne. Men den 29-årige kommunikationsansvarlige – der er datter af to præster – blev nødt til først at spørge sin mor, som skulle vie parret.

Sara-Lisa Schuster-Rossel var helt klar på Martin Johannes Larsens vanvittige forslag – men måtte lige spørge sine forældre om lov.
Sara-Lisa Schuster-Rossel var helt klar på Martin Johannes Larsens vanvittige forslag – men måtte lige spørge sine forældre om lov. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Og så ringede hun til min svigermor, som sagde: 'Det kommer ikke til at ske. Du må ikke gøre det under vielsen, for det er et helligt øjeblik, som man ikke piller ved'. Og det havde jeg selvfølgelig kæmpe respekt for,« siger Martin Johannes Larsen.

»Det ville trods alt betyde mere for mig at blive gift med min kone end at få fem point i en 'Stormester'-opgave.«

Til gengæld foreslog hans svigermor, at de kunne lave den lille gimmick efter vielsen.

Så da ritualet var slut, ringene udvekslet og ægteskabet bekræftet, vendte ægteparret sig mod gæsterne i den sønderjyske kirke og forklarede, at 'lige om lidt kommer der en videojournalist og en lydmand fra København for at lave to minutters optagelse,' så hvis de havde lyst til at medvirke, måtte de gerne blive siddende.

Og således kom 'Stormester'-klippet, hvor Martin Johannes Larsen afviser ægteskabet, i kassen, og brylluppet kunne fortsætte som planlagt med en efterfølgende reception.

»Der har helt sikkert været nogen, der syntes, det var lige friskt nok, men der var ikke nogen, der sagde noget,« griner Martin Johannes Larsen, der efterfølgende har fået mange klap på skulderen for det lille optrin – ikke mindst fra værten på 'Stormester', Lasse Rimmer.

Således endte han med både at få sin hustru og de fem flotte point for en vovet løsning.