Det er ikke mange, som har været imponeret over tv-værten Jeremy Clarksons klumme i The Sun, hvor han skrev, at Meghan Markle burde paraderes nøgen ned ad gaden, mens folk smider ekskrementer på hende.

Men hvis man tror, at kritikken begrænser sig til sociale medier, kan man godt tro om igen.

For klummen har nemlig sat det, der må betegnes som en træls rekord. Den har nemlig slået rekord for antallet af klager fra læsere.

Det oplyser det britiske presseforbund til Reuters.

Hele 17.500 har klaget over indholdet.

Det var nu heller ikke ligefrem, fordi Jeremy Clarkson holdt sig tilbage i klummen.

Udover det førnævnte ønske, fik han også skrevet, at han hader Meghan Markle helt ned på celleniveau, hvilket er et større had end det, han har til eksempelvis Rose West.

Rose West var en britisk seriemoder, som sammen med sin mand, Fred West, torturerede og dræbte mindst ni unge kvinder fra 1973 til 1987. Hun dræbte også sin egen steddatter.

Jeremy Clarkson har også opfanget kritikken. Mandag var han således ude på Twitter og skrive, at han var forfærdet over den skade, han havde forårsaget, og at han ville være mere forsigtig i fremtiden.

Det er dog ikke stoppet her, for han har også bedt The Sun om at fjerne klummen helt, hvilket de gik med til.