Flere af Gordon Ramsays fans er overraskede over et nyt foto, han har delt på Instagram.

Hvordan ser en 50-årig mand ud?

De fleste tænker nok på ølmaver og rødvinspatter med det samme - men hvis den 50-årige mand er den britiske stjernekok Gordon Ramsay, er virkeligheden en helt anden.

For selv om han i årtier har levet af at lave mad i verdensklasse, så har Gordon Ramsay formået at holde sig i form. Og det ser man tydeligt på et af hans nyeste Instagram-fotos, hvor han poserer på en strand i bar overkrop.

Og hans fans lader mildest talt til at være i chok over, hvor godt han holder sig. Mængden af ‘WOW’-kommentarer og hjerte-emojis i kommentarfeltet kan slet ikke gøres op i tal.

‘Wtf, jeg vidste ikke, Gordon Ramsay var lækker,’ skriver brugeren vezl_mvlvgvs eksempelvis.

‘Hvordan kan du være i så god form? Jeg mener, som kok må du vel spise al mulig slags mad hele tiden,’ lyder det fra brugeren zparsh.

Men hvis man kigger kokkens Instagram-profil igennem og skipper alle de madbilleder, der naturligvis er, får man også fornemmelsen af en mand, der går meget op i motion, når han ikke er i køkkenet.

Han har da også tidligere udtalt, at det, der motiverer ham mest, er at holde sig i god form.

»Min far døde som 53-årig med et hjerteanfald, og min bror er misbruger. Så jeg har det her skræmmebillede for nethinden hele tiden, der gør, at jeg er nødt til at holde mig i form,« sagde han i et interview med madmagasinet Delish sidste år.