Der er røde tal på kontoen. Han har slidt og slæbt i to år. Alligevel fortryder den 50-årige multikunstner Sigurd Barrett ikke i et sekund, at han kastede sig over sit største projekt til dato: 'Sigurd fortæller danmarkshistorie', der næsten kostede ham forstanden
Spærret inde i to år. Fra arbejdsværelset og sygesengen lavede han ikke andet end at skrive. Fraværende for sine fem børn og utilnærmelig for sin kæreste, erkender han blankt. Det eneste han så, var bunken af rettelser, der voksede og voksede, men han var fast besluttet: ’Sigurds danmarkshistorie’ skulle død og pine blive til virkelighed.
»Jeg har været lige ved at knække sammen af det. I en periode kunne jeg ikke sove om natten, tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Jeg tænkte: ’Hvad fanden har jeg gang i? Jeg knokler som en sindssyg, mine nærmeste ser mig aldrig, og når jeg er færdig, så står alle klar til at slagte mig for det’,« siger Sigurd Barrett og fortsætter:
»Alle sagde til mig, at jeg ville få sindssygt mange hug for det her, fordi man kan ikke fortælle danmarkshistorien uden at få fjender.«
Han griner, mens ordene rodfæster sig i rummet, og en seriøs mine finder vej hen over ansigtets folder. For projektet var så omfattende, at det næsten kostede ham forstanden.
Gennem de seneste to år har Sigurd Barrett, der i januar kunne fejre sin 50-års fødselsdag, arbejdet på at blive færdig med det største formidlingsprojekt til børn i nyere dansk tid. I tæt samarbejde med seks historikere, som har sat flueben ved alt det skrevne materiale, har han læst utallige historiebøger for at producere et bud på en samlet danmarkshistorie, som børn kan forstå. Det er blevet til prestigeprojektet ’Sigurd fortæller danmarkshistorie’, som formidles gennem en bog, et musikalbum, et undervisningsmateriale, et bræt- og iPadspil samt 40 film, der passer til kapitlerne i bogen, og som snart er frit tilgængelige på internetportalen ’Sigurds danmarkshistorie’ – samt, ikke mindst, en koncertturné.
I seng i tre måneder
»Jeg har arbejdet dag og nat i to år, jeg har ikke lavet andet, overhovedet. Skæbnen ville, at jeg blev opereret i min ene fod, så jeg havde den i gips i tre måneder, hvor jeg ikke kunne andet end at ligge i en elevationsseng med foden oppe. Jeg kunne jo ingenting, jeg kunne ikke købe ind, støvsuge eller noget som helst. Men jeg kunne skrive, og det gjorde jeg,« fortæller Sigurd Barrett og fortsætter:
»Det trak helt urimeligt store veksler på min kæreste, mine børn, mine omgivelser og på mig selv. Det var så hårdt, fordi der var så meget arbejde. Jeg har en halv million kroner ude at flyve, fordi jeg selv har investeret penge i projektet, men sådan er dét.«
Det hårde arbejde ser dog ud til at have båret frugt. ’Sigurd fortæller danmarkshistorie’ har solgt over 40.000 eksemplarer, og i kalenderen er der 129 koncerter året ud. Jeg møder Sigurd Barrett i hans bjælkehytte i Valby i København. Udefra ligner huset noget fra et eventyr. For mellem patriciervillaer skyder et træhus af sorte bjælker med en lang skorsten op, hvor lyskæder med kulørte lamper hænger lavt under det græsbeklædte tag. I indkørslen holder en sort minibus med et stort logo – ’Sigurds danmarkshistorie’, står der. I døråbningen står han. Klædt i en skjorte, der minder om de kulørte lamper rundt om huset – festligt og levende, som man kender ham fra tv i de spraglede og kulørte jakkesæt.
Bjørnen i køkkenet
»Jeg elsker at improvisere, og hvis jeg får en idé, når jeg optræder, så prøver jeg den af. Det er min drivkraft, og det er nok også derfor, at jeg stadig har benzin på motoren, selvom jeg lige er blevet 50. Jeg fik mit første job, da jeg var 12, og selv nu efter 38 år, så glæder jeg mig stadig til næste gang, jeg skal ud at spille,« fortæller han.
For det er på landevejen, på vej ud for at optræde, at Sigurd Barrett trives. Rastløsheden sidder i tøjet, som synes at spejle hans personlighed. I røde snabelsko fra Marokko trisser han rundt i det 300 kvadratmeter store hus. I alle rum hænger, ligger og står instrumenter – en trompet i køkkenet, et keyboard lidt henkastet ved arbejdsværelset og selvfølgelig et sort, blankt Steinway-flygel i stuen. Huset i Valby danner base for Sigurd Barretts familie, og bjørnen Bjørn har også en prominent plads på køkkenbordet ved siden af familiebilleder og en lille transportabel pladespiller. Sigurd Barrett peger på bjørnen Bjørn og griner:
»Nogle gange joker jeg og siger, at det er ham, der er stjernen – jeg hænger bare på.«
Bjørnen har været ved hans side i de seneste tyve år, men for syv år siden brændte en ny idé sig fast i Sigurd Barretts bevidsthed. Han havde netop udgivet bogen ’Sigurd fortæller bibelhistorier’ og kunne se, at den blev taget godt imod.
»Folk vil gerne høre historier om danskerne, og hvor vi kommer fra, så jeg tænkte, at jeg vil gerne lave danmarkshistorien, det er jo den største af dem alle sammen – det er historien om os. Så jeg satte mig for, at jeg ville lave det største børneformidlingsprojekt, og jeg ville gøre det, inden jeg fyldte 50.«
Brug for historie
Han griner igen, stort og højt. Men han mener også, at vi mere end nogensinde før har brug for at høre vores egen historie.
»Det ligger i tiden, fordi vi har svært ved at finde ud af, hvordan vi skal møde resten af verden – skal vi være en del af Europa, hvordan skal vi forholde os til flygtninge, danskhedsdebatten osv. Vi ved ikke rigtigt, hvad det vil sige at være dansk. Og det kan hurtigt blive en glidebane, hvor vi ikke anerkender, hvor vigtig vores historie er,« siger Sigurd Barrett og fortsætter:
»Vi står i et historisk vakuum i forhold til selvforståelse. Vi prøver at redefinere os selv, og derfor spørger vi: Er vi et samlet folk? Hvad er det, vi har, som er dansk? Det har vi brug for at definere, og derfor har vi brug for at høre vores historie nu.«
En november-morgen i 2015 blev Sigurd Barrett ringet op af en journalist fra Politiken. En liste med Dansk Folkepartis særønsker til finansloven var blevet lækket, og her var ’Sigurds danmarkshistorie’ med.
»Det må være en meget sen aprilsnar,« tænkte Sigurd Barrett med søvn i øjnene og måtte forklare Politiken, at det vidste han absolut intet om. Han kom på finansloven, men de øremærkede penge til historieformidling endte med at gå til en række museer, og det glæder Sigurd Barrett. At være børne-tv-vært og partipolitisk hører ikke sammen.
»Jeg har aldrig ytret mig politisk eller lavet reklamer, og jeg har altid takket nej til at spille til partipolitiske arrangementer. Jeg har forsøgt at skærme mig selv af, fordi jeg er nødt til det. Jeg kommunikerer til børn, og jeg vil ikke påvirke børn politisk. Men jeg vil gerne skabe et grundlag for, at børn kan få en snak med deres forældre derhjemme,« siger han.
I Valby hælder den spraglede entertainer, pianist, forfatter og komponist kaffe i store krus. Der er jazz på DAB-radioen i køkkenet, hvor dansk og færøsk kultur synes at kæmpe om udstillingsretten. På væggen hænger kogebøger med færøsk-klingende navne og danske flag hænger side om side med Færøernes hvide flag med det røde og blå kors. Her bor altså også Sigurd Barretts 24 år yngre kæreste, den færøske violinist Heidrun Petersen.
Huset i Valby synes på mange måder at indkapsle alt, hvad Sigurd Barrett har lavet gennem de sidste mange år. Med bjørnen Bjørn, Steinway-flygel og en skræddersyet pailletjakke som eksempler på børne-tv-manden, musikeren og entertaineren.
Eksistentielt dilemma
Omkring Sigurd Barretts 50 år fødselsdag stod han i et eksistentielt dilemma. Årsdagen for hans halve århundrede markerede 38 år i underholdningsbranchen, mens karakteren ’Sigurd’ med Bjørnen Bjørn blev skabt 20 år tidligere og kastede både skygger og lys over den aldrende entertainer. Milepælene talte optræden i ’Hit med sangen’, koncerter med ’Sigurd Barrett Trio’ og hans ’Pianoshow’, men de festlige jakkesæt og Bjørnen Bjørn fra ’Sigurds Bjørnetime’ var altoverskyggende. Spørgsmålene hobede sig op, kunne han i virkeligheden have drevet det musikalske til noget mere eller helt andet? For når Sigurd Barrett tager ud for at spille, bliver han mødt af de samme spørgsmål alle steder: Har han nu husket at tage bjørnen Bjørn med?
»Kunne jeg være blevet bigband-dirigent, pianist eller jazzmusiker? Det ved jeg ikke, men jeg har nogle gange tænkt: ’Åh, den dér bjørn, skal jeg nu have ham med igen?’. Det er bestemt ikke min grundlæggende følelse, fordi det er en gave at formidle til børn, og bjørnen Bjørn er bestemt ingen hindring, han er en maskot, som følger mig i tykt og tyndt,« siger han og tilføjer:
»Selvfølgelig tænker jeg, hvad der ville ske, hvis jeg gik en anden vej, for er jeg dér i livet, hvor jeg gerne vil være?«
Er du, hvor du gerne vil være?
»Ja, og det kan jeg sige ja til uden at tænke mere over det, fordi jeg har valgt, at jeg hellere vil være stolt af det, jeg har lavet, i stedet for at være utilfreds over det, jeg ikke har nået. At være taknemmelig for det, man har, er en langt kortere vej til lykken end den konstante higen efter at komme hen til det, man ikke har.«
Victor Borge og H.C. Andersen
Han fortæller historier om pianisten Victor Borge, der var misundelig på de rigtige koncertpianister, fordi det blev han ikke selv. Og forfatteren H.C. Andersen, der var misundelig på dem, som kunne skrive rigtige romaner, mens han selv syntes, at det var underlødigt at skrive eventyr.
»Selvom jeg ikke vil sammenligne mig selv med de to, så viser det, at uanset hvor højt du kommer op i folks anseelse, så kan du altid få øje på ting, som du ærgrer dig over, at du ikke selv gjorde,« siger han og fortsætter:
»Nu er jeg blevet voksen og må stå ved den, jeg er. Jeg har grundlagt det her formidlingsprojekt, som går skide godt. Det har givet mig ro.«
Sigurd Barrett har flere gange luftet idéen om, at dette projekt skulle være det sidste for børn. Men det omfattende projekt har også givet ham historisk blod på tanden, og selvom han allerede pønser på at tage skridtet videre og skrive en bog om verdenshistorien, så skælver han også ved tanken.
Hjertet banker helt vildt
»Mit hjerte begynder at banke helt vildt bare ved tanken om at skulle i gang med et nyt, stort projekt. Lige nu skal jeg fokusere på at være en god far og en god kæreste, så hun ikke løber sin vej. Men hold nu kæft, hvor har det været fedt at lave det her projekt, jeg fortryder ikke et sekund, men jeg skulle have planlagt det bedre, fordi det er gået ud over mine nærmeste,« siger han.
Sidste år trak Sigurd Barrett overskrifter i de kulørte blade. En ny kvinde stod ved hans side, efter at han blev skilt fra sin kone, operasangeren Winnie Merete Barrett, i 2011. Det var 26-årige Heidrun Petersen, der gav anledning til fornyet opmærksomhed.
»Jeg træffer ikke mine valg efter, hvad andre folk synes. Jeg planlægger mit liv efter, hvad der føles rigtigt. Jeg var nødt til at spørge mit hjerte og ikke min ’spindoktor’, og det gælder både i forhold til min kæreste og min karrierevej,« siger han.
Trods de 24 års forskel på de to, så er de lykkelige, bedyrer Sigurd Barrett.
»Jeg elsker min kæreste rigtig højt. Og det er dejligt at have fundet en kvinde, som vil bygge og bo med mig, som er god ved mig og mine børn. Og så er det dejligt, at vi kan tage ud at spille sammen.
Vi har det godt og elsker hinanden. Og jeg håber, at vi kan få en lang fremtid sammen,« siger han.
