I marts måned afslørede Christiane Schaumburg-Müller, at hendes kæreste, Daniel Åxman, havde friet. Og at hun havde sagt ja.

Nu løfter hun lidt af sløret for det kommende bryllup.

Det sker i en story på Instagram, hvor hun svarer på spørgsmål fra sine følgere:

'Hvor og hvornår skal I giftes?' spørger én.

»Jeg har fundet min livspartner,« har Christiane Schaumburg-Müller sagt om Daniel Åxman. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
»Jeg har fundet min livspartner,« har Christiane Schaumburg-Müller sagt om Daniel Åxman. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

I første omgang er svaret:

'Haha, jaaaaa, det kunne du lide at vide,' hvorefter den tidligere ‘Vild med dans’-vært fortsætter:

'Ej, tankerne lige nu er, at vi med al sandsynlighed kommer til at dele det i to: 1) civilt 2) religiøst. Danmark og udlandet.'

Men intet er angivelig '100 procent fastlagt endnu'.

De seneste måneder har parret formentligt haft andet at tænke på end bryllupsplaner.

I starten af juni kom det frem, at de havde mistet deres første fælles barn, Columbus, halvvejs i graviditeten.

Dengang beskrev Christiane Schaumburg-Müller på Instagram den sorg, der havde ramt dem:

'21 uger bar jeg dig i maven – ventede så ængsteligt på at få dig i mine arme. Du blev til i kærlighedens tegn og fra dag et af graviditeten, har vi elsket dig og ventet på dig med længsel.'

Til Zulu Comedy Galla i Operaen torsdag den 1. september 2022.
Til Zulu Comedy Galla i Operaen torsdag den 1. september 2022. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Da hun i forbindelse med Zulu Comedy Galla tre måneder senere dukkede op i Operaen, fortalte hun, at hverdagen så småt var ved at indfinde sig igen:

»Det har været en hård tid. Men jeg synes også, at det nu gælder om at komme tilbage til hverdagen og få noget normalitet.«

Nu sætter hun lidt flere ord på sorgen, da en følger spørger, hvordan hun har det?

'Jamen, hvordan har jeg det? Jeg elsker mit liv. Min hverdag. Min søn. Mine papbørn og min mand.'

Hun beskriver følelsen af at være både taknemmelig og forvirret.

'Boblen af babysorg, der ligger i maven, forsvinder jo ikke. Men den giver sig heller ikke til kende på den måde. Jeg har accepteret den del,' skriver hun og fortsætter:

'Der skal ikke så meget til, før jeg føler, at det hele kollapser. Vi arbejder også med en anden sorg i min familie, som er den, der fylder mest i mig for tiden,' skriver hun uden dog at afsløre, hvad den sorg drejer sig om.

Men hun fastslår, at livet ved siden af sorgen også rummer masser af lys, og at hun er 'mere forelsket end nogensinde'.

'Der er planlægning, og livet går sin gang. Men vigtigst af alt – jeg elsker mit liv.'

Ud over Columbus har parret tre sammenbragte børn. Christiane Schaumburg-Müller har sønnen Constantin med rapperen Liam O'Connor, mens Daniel Åxman har to større døtre fra et tidligere forhold.