Brian Lykkes spaghetti-arme reddede ham, da han for vild under en snorkel-tur lige før han skulle være far.


Brian Lykke (f. 1976) er aktuel i Jul i kommunen på DR2 og er ellers set i Krysters Kartel og Live fra Bremen. Han er selvlært skuespiller, uddannet cand.comm. og har arbejdet for bla. Vestas og Orkla Media i sin selvstændige konsulentvirksomhed. Han har sågar været ansat på Berlingske og BT i markedsføringsafdelingen. Men han sagde sit job op, da han skulle være far for otte år siden.

Vi fandt en øde strand


 


Netop ved denne strand var jeg ved at drukne. Jeg var ude at dykke på en ferie i Mexico sammen med min kæreste, der var gravid. Jeg snorklede rundt alene og så nogle fantastiske fisk. Efterhånden var jeg helt væk i det snorkleri og glemte tiden. Pludselig var den gal, jeg kunne mærke, at jeg var kommet rundt om klippepynten og ud i vinden og de store bølger. Klipperne kom bare nærmere og nærmere, og jeg gik i panik. Pludselig sad jeg fast med den ene svømmefod og var skiftevis under og over vandet. På trods af mine spaghetti-arme, fik jeg fat i en klippeafsats og trak mig fri. Jeg var rystet og så ned ad mig selv. Jeg blødte flere steder, og flere af mine negle var knækket halvt af.

Brian som Gajol

 


Her var jeg klædt ud og stod ved mine forældres BP-tank. Den var også med videoudlejning med moviebox og jeg husker, at jeg gemte filmen ’Ud at køre med de skøre’ for dem derhjemme, så de ikke kunne tage den med på arbejde. Jeg har nok set den film 70 gange. Mine forældre havde de første år to BP-tankstationer og siden to kiosker, en i Brædstrup og en i Silkeborg.

En nybagt HF-student i Silkeborghus

 


Jeg var lige blevet HF-student og var her sammen med min far Knud til højre og min fars gode ven Peter. Vi var i Silkeborghus, Silkeborgs eneste højhus, hvor mine forældre var inspektørparret. Det var et højhus, hvor enlige og ældre kunne købe en lejlighed. Det sted fik mine forældre shinet kraftigt op i de 25 år, de arbejdede der - de var desuden det store samlingspunkt. Min mor har altid været en humørbombe - hun var den servicemindede, der snakkede med folk, og min far var ham, der tog fat og satte ting i stand.

Da jeg blev skaldet

 


Vi var fem fodboldgutter, som en aften sagde: Skal vi ikke klippe os skaldet? Vi barberede alle sammen håret af og gik i byen. Det var simpelthen så dumt, og min mor var ved at dø over det. Jeg lignede en alvorligt syg fugleunge. Det var dengang, det hele blev lidt vildt, og jeg skulle prøve grænser af. Jeg begyndte at gå i sort tøj og hørte mærkelig musik. Jeg var på et tidspunkt medhjælper i en børnehave og valgte at arbejde i byen Bryrup, for der boede min kæreste.

Børn var med til fest


 


Vi var i garagen til vores hus i Hammel. Her skulle vi alle ud at køre Tour de France - min far, hans ven og min bror og jeg - tror måske vi var hjælperyttere. Vi havde det rent ud sagt skidesjovt, når der var fest. På billedet her er de vist godt lakket til og har pludselig taget cykeltøjet på. Vi fik lov at være med til festerne og faldt om i sofaen når søvnen meldte sig. Jeg syntes, det var sjovt, når vi børn var med til festerne, og derhjemme har vi aldrig gået op i sengetider.

EM 1992 - semifinalen


 


Vi var ellevilde, da Danmark havde vundet EM-semifinalen i fodbold i 1992. Jeg husker klart den hverdagsaften i Silkeborg, hvor vi var tre-fire gutter som prøvede at skabe stemning ved at løbe ned i byen. Vi regnede med, at alle gik amok, men der var ikke et øje. Det var der til gengæld, da der var finale. Jeg var fan af holdet Napoli, fordi jeg i 1988-89 så nogle af de første kampe på TV2, da stationen lige var åbnet.

Dengang der var tæppe på væggen


 


Jeg boede det første par år i Sejs, en lille flække udenfor Silkeborg, inden vi flyttede til Hammel. Det var dengang, man havde gulvtæpper på væggene.

Ekstra brede dæk

 


Det er min bror og min far der har bygget den her gokart med ekstra brede dæk, lædersæde, instrumentbræt, lys og Good Year klistermærker. Den var sej at køre rundt med. Min bror har altid været vild med biler. Første gang han kørte bil, var han 12 år.