»Jeg har virkelig ikke haft ret mange kærester, og det har ikke været nemt at score.«

Sådan siger Annette Heick i den seneste udgave af B.T.-podcasten 'Det, vi taler om'.

Da Annette Heick var yngre, oplevede hun, at det var, som om fyrene ikke turde rode sig ind i den pæne og polerede Heick-familie.

Forældrene Keld og Hilda blev nemlig allerede kærester i 2. klasse, fortæller Annette Heick.

»Det er jo virkelig så uskyldigt og fint, som det kan blive,« siger hun om sine forældres forhold.

Anette Heicks datingliv bliver et samtaleemne, fordi hendes mor, Hilda Heick, i forbindelse med et liveshow torsdag aften fortalte Ditte Okman, at den kendte vært måtte spørge om alt – på nær hendes sexliv.

Kendisparrets sexliv blev dog allerede for mange år siden luftet for offentligheden.

Tilbage i 2000 under et interview med B.T. fortalte Hilda Heick om parrets sexliv, som hun kaldte »godt«, selvom det »naturligvis går op og ned og i nogle perioder er mere intensivt end andre«.

Selv har Annette Heick ofte oplevet, at mænd, som hun har datet, er bakket ud. Nok fordi de har været forudindtagede.

»Nogle gange har jeg følt, at det er for grænseoverskridende, hvis de skal røre ved én, der er ud af det der uskyld.«

»Det kan de slet ikke finde sig tilpas i. Det er virkelig mærkeligt. Og det har jeg virkelig oplevet så mange gange.«

I dag er Annette Heick gift med tidligere kok for Kongehuset Jesper Volmer, og sammen har de sønnerne Elliot og Storm.