Hun er noget af en computerfreak og læsehest - og det er hende, der med hård hånd styrer showet Heick. Ingen aftaler uden om Hilda! Hun indrømmer, at hun kan være noget af en havgasse, at sex er en vigtig del af hendes liv, at hun vejer 20 kilo for meget. Og så synes hun det er "skammeligt", at mennesker med udenlandsk baggrund ikke kan få job i Danmark.

Familien Heick virker altid så overlykkelige og smilende - skændes I

aldrig?

Jo, selvfølgelig gør vi det! Nu har vi dog slebet kanterne af, udbruddene er ikke så kraftige mere. I vores yngre dage gik det lidt vildere for sig med råb og klirrende vinduer og smækkede døre.

Både jeg og Keld har et voldsomt temperament, hvor vi får det hele ud her og nu, og så er det overstået!

Man får næsten indtryk af, at du har samme rolle som prins Henrik - du går to skridt bag din mand...?

Det er der mange, der tror. De fleste tror, jeg er den flinke, der holder mig i baggrunden.

Men jeg har meldt mig ud af Flinkeskolen - selv om det er en "skole", føler man sig lidt dum der!

Jeg kan ikke acceptere, at mænd skulle være bedre, bare fordi de er mænd. Dog bøjer jeg af, når jeg diskuterer med en, der ved mere end jeg om et emne. Keld ved mere om musik end jeg gør - til gengæld er det mig, der er computereksperten herhjemme.

Er du tilfreds med at stå lidt i skyggen af din mand?

Det hidser mig ikke så meget op - når folk tager fejl, gider jeg ikke råbe op. Nogle har det med at opfatte mig som lidt dum. Jeg husker for eksempel en gang, jeg skulle holde foredrag i en kvindeklub.

Jeg foregreb situationen med at sige: "Hvad i alverden vil Hilda Heick her?" Jeg kunne se, at flere deltagere følte sig ramt. Bagefter kom mange til mig og roste mig for mit foredrag. Det blev jeg glad for!

Du må vel lave ting - både indenfor og udenfor hjemmets fire vægge - som Keld ikke interesserer sig for, eller som du vil have for dig selv?

Jeg kan finde på at male hytten her, men det er Keld ikke så glad for. Og så holder jeg af at have en dag for mig selv i fred og ro ved min computer.

Det nyder jeg meget! Jeg har det også med at rode med den for at finde ud af hvad den kan, men det er meget tidskrævende... Så flyver tiden afsted.

Du laver jeres regnskaber blandt andet - er det i virkeligheden dig der styrer showet Heick?

Ja, det er det i store træk. Keld laver ingen aftaler uden om mig. Det gør, at jeg en gang i mellem er nødt til at slå næven i bordet og sige nej - og blive opfattet som en dum kælling, en havgasse.

Folk ved godt, at det er mig de skal spørge, både når det gælder engagementer med os begge to eller kun Keld. Jeg har i øvrigt en arbejdsuge på 80 timer.

Hvordan og hvornår mødtes I egentlig?

Vi mødtes første gang i 2. klasse i en skole i Valby - jeg var lige flyttet til København. I 1961 mødtes vi igen til en fødselsdagsfest og lynet slog ned i os begge to. Siden har vi været sammen.

Har du nogensinde haft andre kærester end Keld?

Nej, og jeg har heller aldrig været i seng med andre end ham. Vi mødtes jo allerede da vi var 15...

Er sex en vigtig del af dit liv?

Selvfølgelig. Vi har et godt sexliv. Naturligvis går det op og ned og nogle perioder er mere intensive end andre.

Hvad er det mest sexede ved Keld?

Jeg har en ualmindelig dejlig mand! Han har stadigvæk sine dejlige øjne og hans venlighed, ja, hele hans personlighed gør ham sexet!

Utroskab - et ukendt fænomen hos Jer?

Det håber jeg da (latter)!

Når mennesker lever sammen et helt liv - er det så underligt, at man liiiiige vil prøvesmage den forbudne frugt - man har jo kun et liv at gøre godt med...!

Man skal aldrig sig aldrig, men jeg håber aldrig det sker for os.

Man må godt flirte lidt - samle appetit i byen og gå hjem og spise. Ellers synes jeg ikke et enkelt sidespring bør vælte et solidt ægteskab.

Hvis en mand skal forføre dig, hvad skal han så gøre?

For vores vedkommende, så kunne det ske ved at vi tager ned i sommerhuset, tænder op i brændeovnen, går en tur i den friske luft, hjem igen, laver en dejlig middag - så tænder det nogle følelser...!

Hvem er den mest sexede mand du kan komme i tanker om?

Der er så mange. Tom Jones, han er stor og grov, men med et lunt glimt i øjnene. Richard Gere og Harrison Ford er også meget sexede.

For at jeg skal synes at en mand er sexet skal han også have hjerne og være venlig og velsoigneret.

...og kvinde?

Cher - hun er utrolig flot og Julia Roberts. Hun har sådan et dejligt smil!

Nu er der en stor indvandrerdebat i Danmark, hvor vi blandt andet hører, at de veluddannede ikke kan få job. Hvad mener du om det?

Det er forfærdelig synd for disse mennesker. Det er forkert ikke at ansætte dem. Det er skammeligt, at arbejdsgiverne afviser dygtige mennesker, bare fordi de har en udenlandsk baggrund. De burde give dem en chance!

Det handler nok om en form for racisme, da det er navnet alene, der forhindrer dem i at få job.

Selv om mange kommer til Danmark med gode intentioner om at skabe sig et godt liv med arbejde, så hører vi næsten kun om ballademagerne, og det er synd for det meget store flertal, som opfører sig ordentligt.

Er Kjærsgaard og Glistrup med til at gøre danskerne fremmedfjendske?

De er med til at dele Danmark op i forskellige grupper, og gøre udlændingene til syndebukke, når de gamle ikke bliver ordentligt behandlet, og det synes jeg er meget forkert.

Vi har lukket en masse udlændinge ind og ladt dem i stikken. Efter min mening bør vi gøre en langt større indsats for at få dem integreret i det danske samfund!

Interesserer du dig generelt for politik?

Ja. Jeg taler meget med politikerne i fjernsynet ude i køkkenet! Jeg følger med i de forskellige morgenaviser udover B.T., som er en fast bestanddel i vores hjem..!

Hvilket parti stemmer du på?

Det er hemmeligt. Men jeg er ikke særlig trofast. Dog kan jeg sige, at jeg aldrig ville stemme på yderfløjene - SF, Enhedslisten, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. Jeg kan ikke lide yderfløjene og ekstreme synspunkter.

Et resultat af din generations ungdomsoprør er Christiania. Har du været derude?

Jeg har aldrig været der, men jeg vil smaddergerne se hvad der foregår derude. Jeg har set i TV at mange lever et pragtfuldt liv derude. Dog kan jeg ikke acceptere ulovlighederne.

Har du prøvet at ryge hash?

Nej.

Hvad er din holdning til minoritetsgrupper generelt - er vi gode nok ved dem i Danmark?

Tja, vi er nok et af de bedre lande på det område.

For eksempel er det fint at bøsser kan få lov til at gifte sig. Jeg kender flere bøsser privat, og de er de sødeste og rareste mennesker. Meget opmærksomme. Deres sexliv blander jeg mig ikke i.

Hvilken kvinde synes du har gjort mest for kvindesagen?

Det er svært at sige. Lige nu synes jeg Hillary Clinton er spændende. Hun kan gøre noget for at bevidstgøre kvinder. Jeg beundrer hende for hendes forsøg på at få gennemført en sygeforsikring til alle amerikanere.

I Danmark beundrer jeg Ritt Bjerregaard for hendes intelligens og styrke.

Hvad er det næste vigtigste mål i kvindernes kamp for ligestilling?

Få ligelønnen på plads, selvfølgelig!

Hvorfor har vi endnu ikke haft en kvindelig statsminister?

Det er nok fordi de ældre generationer stadig synes en mand er bedre end en kvinde i det job.

Men min generation og de, der er yngre igen vil ikke skelne mellem om det er en mand eller en kvinde, der sidder på den post.

Mon ikke vi får en kvindelig statsminister inden for de næste 20 år?

Er det vigtigt med kvinder i politik og erhvervslivets top?

Naturligvis! Kvinder er gode til både det jobmæssige og det sociale. Det er vores styrke.

Hvilken egenskab kan du bedst lide ved dig selv?

Mit stabile humør.

Hvilken svaghed hos dig selv vil du helst komme til livs?

Jeg ville gerne kunne ryste min manglende selvtillid af mig. Jeg føler mig som en umulius en gang imellem. Når jeg går i gang med noget nyt, kan jeg blive rystende bange og spørge mig selv: Hvorfor sagde jeg dog ja?

Kan du lide at have magt?

I visse tilfælde ja. Ikke for at koste rundt med folk, men mere for at have friheden til selv at bestemme hvad jeg vil deltage i.

Det er egentlig meget rart.

Betyder det meget for dig at se godt ud?

Jeg vil gerne se pæn og ordentlig ud!

Er det svært for dig at beholde den slanke linie?

Ja, jeg har taget 20 kilo på de seneste 20 år. Jeg spiser for meget af gode og søde sager - og så bevæger jeg mig for lidt.

Kunne du finde på at få foretaget en plastisk operation?

Jo, det kunne jeg da godt, hvis jeg blev deprimeret over mit udseende. Jeg kender nogle, der har fået laserbehandling og de ser gladere ud bagefter.

Har du nogensinde været ked af, at du ikke fik en akademisk uddannelse?

Ja, der har været tidspunkter hvor jeg har savnet det. Om ikke andet en studentereksamen. Jeg ville gerne kunne mere sprog og matematik.

Er der noget du fortryder?

Ja at jeg ikke fik to børn. Og så at jeg ikke fortsatte med mit klaverspil, som jeg lige var startet på, da vi i '92 startede på Nykøbing-Falster revyen. Vi sluttede med revyen i '98, men jeg fortsatte ikke mit klaverspil.

Hvad laver du om 20 år?

Så er jeg måske pensionist, og jeg drømmer om at begynde at male til den tid. Tænk at stå med et staffeli nede ved havnen og male. Og så vil jeg læse en frygtelig masse bøger.

For tiden har jeg kun mulighed for at læse et par bøger om måneden, men så snart jeg har sommerferie har jeg en bunke bøger med mig, og så nyder jeg rigtig at læse uden dårlig samvittighed.

Faktisk kunne jeg godt tænke mig at skrive en bog...

Hvordan har du det med at blive ældre?

Jeg har det fint nu, bortset fra at jeg føler mig mindre smidig end tidligere. Men jeg vil nødig ende mine dage som en død klump, som skal skiftes ble på og mades. Jeg er bange for døden - jeg skubber det fra mig.

Jeg kan ikke lide tanken om at skulle brændes eller begraves.