Den kontroversielle amerikanske sportsstjerne og skuespiller O.J. Simpson er død.

Det oplyses på hans egen X-profil.

»10. april bukkede vores far, Orenthal James Simpson, under i kampen mod cancer. Han var omgivet af sine børn og børnebørn,« kan man læse på O.J. Simpsons profil på det sociale medie.

»I denne svære tid beder hans familie om at udvise respekt for deres privatliv,« lyder det videre i en udtalelse fra familien.

O.J. Simpson var i sine unge år en lysende stjerne i USA.

Her havde han en imponerende karriere inden for amerikansk fodbold i sin collegetid, inden turen gik mod NFL, hvor han blandt andet spillede for holdet Buffalo Bills. 

Siden gik han til Hollywood, hvor han blandt andet havde roller i 'Høj Pistolføring'--filmrækken.

Men O.J. Simpson er formentlig bedst kendt for det, der er blevet kaldt århundredes retssag.

Den fandt sted mellem 1994-1995, hvor han var anklaget for mordet på sin tidligere kone Nicole Brown samt hendes kæreste.

O.J. Simpson i 1995 under retssagen om mordet på ekskonen Nicole Brown. Han blev frikendt.
O.J. Simpson i 1995 under retssagen om mordet på ekskonen Nicole Brown. Han blev frikendt. Foto: Lee Celano/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Retssagen delte USA, og mange mener fortsat den dag i dag, at Simpson var skyldig i mordet, som han blev frikendt for.

Efter frikendelsen gik O.J. Simpson igennem en række markante nedture med blandt andet tabte retssager.

Det har været offentlig kendt, at O.J. Simpson de seneste år har kæmpet med prostatakræft. Og på det seneste har hans helbred været så skidt, at han endte på hospice.

O.J. Simpson blev 76 år.