Nu er der ingen vej tilbage.

Holger Rune kommer til at stige på verdensranglisten efter sit storspil i Mexico, men nu kommer der en markant melding fra Rune-lejren.

»Vi har direkte kurs mod nr. 1 nu. Mindsettet er stålsat. Holger er klar til næste ryk. No shit,« lyder det fra Holger Runes mor, Aneke, efter kvartfinalesejren mod Matteo Berrettini, der trak sig i andet sæt.

Rune er vild med den mexicanske stemning, og han satte ikke en fod forkert i kampen – læs B.T.s dom her.

Nu er han klar til semifinalen i Acapulco.

»Det var tæt på perfektion fra min side. Jeg spillede meget disciplineret fra start til slut,« sagde Rune selv efter opgøret, hvor han også ønskede alt det bedste til sin modstander, der måtte give op.

Holger Rune kan med en sejr i Mexico kravle op som nummer syv i verden, men han må vente med mere, da Andrej Rubljov er nået til semifinalen i Dubai, og dermed holder han danskeren stangen for nu.

I semifinalen står den 19-årige dansker over for australske Alex de Minaur, der er nummer 22 i verden.

Man skal tidligt op, hvis man skal følge opgøret – den er sat til at begynde 4.30 dansk tid.

Rune er hoppet i seng, for det er blevet nat på den anden side af Atlanterhavet – og hans søvnmønster har også ændret sig i den mexicanske hede.