Det er ikke kun Holger Runes niveau, der brager i vejret i Mexico i disse dage.

For temperaturerne ved ATP 500-turneringen i Acapulco er nemlig på kogepunktet, når nogle af de største tennisstjerner går på banen på den mexicanske sydkyst, hvor termometeret ofte overstiger 30 grader – i skyggen.

Men den 19-årige tenniskomet så dog ikke ud til at være ramt af træthed på grund af varmen eller den store tidsforskel i det nordmamerikanske land, da han torsdag morgen (dansk tid) på overbevisende vis spillede sig videre til kvartfinalen.

Og spørger man Rune-lejren, skyldes det blandt andet, at han i dén grad overholder sin 'sengetid' – og lidt mere til.

Holger Rune er klar til kvartfinalen ved turneringen i Acapulco.
Holger Rune er klar til kvartfinalen ved turneringen i Acapulco. Foto: RODRIGO ARANGUA
Vis mere

For han sover nemlig længe. Rigtig længe.

»Vi er meget inde i den mexicanske døgnrytme nu. Holger sover til klokken 11, vi spiser frokost eller morgenmad klokken 13, og så kører dagene stille og roligt fremad med behandling, opvarmning og mere mad,« fortæller danskerens mor, Aneke Rune, til B.T. efter torsdagens sejr.

En sejr, der kom i hus på blot 58 minutter.

»Første kamp blev lidt en aha-oplevelse af at spille med disciplin i de indledende runder, hvor Holger på papiret 'skulle' vinde, mens modstanderne kunne spille helt frit. Det betyder, Holger skal være endnu mere skarp på den taktiske plan, og det var han fra andet sæt i første kamp og fra start til slut i dag (torsdag, red.),« lyder det fra Aneke Rune, inden hun tilføjer:

»Det er stadig nyt at være top 10-spiller for Holger og at være den, alle spiller frit for at slå. Så det er et andet mindset, det kræver af ham nu. Men han er sindssygt lærenem, og det er en fornøjelse at følge hans udvikling.«

Holger Rune vandt torsdag over portugisiske Nuno Borges. I kvartfinalen venter nu et opgør mod den italienske tennisstjerne Matteo Berrettini.

Et opgør, der spilles tidligt fredag morgen (dansk tid).