Islandske Gudmundur Gudmundsson vandt OL-guld som dansk landstræner. Nu skal han være cheftræner hos Fredericia Håndbold i den bedste danske række.

Ligaklubben meldte ud tirsdag, at Jesper Houmark stopper i jobbet som cheftræner til sommer, og nu er afløseren allerede på plads.

Det bliver Gudmundur Gudmundsson, der var landstræner for de danske herrer fra 2014 til 2017. Det afslører klubbens direktør over for TV 2 Sport.

»Gudmundur er en træner på øverste hylde med rigtig meget erfaring. Han har været klubtræner og landstræner og har været i stand til at skabe gode resultater på et langsigtet plan, og det er det, vi også forventer, at han kan gøre i Fredericia,« siger Thomas Renneberg-Larsen.

Gudmundsson vandt OL med Danmark i 2016.
Gudmundsson vandt OL med Danmark i 2016. Foto: ROBERTO SCHMIDT
Vis mere

Dermed fortsætter stjerneregnen over den danske liga, hvor blandt andre Aalborg Håndbold allerede har sikret sig Aron Palmarsson og den danske superstjerne Mikkel Hansen, der også kommer til Danmark i sommeren 2022.

Kontakten mellem den islandske træner, der tidligere har trænet GOG, og Fredericia er ikke ny, og det var som en direkte konsekvens af den, at Gudmundsson søndag stoppede i Bundesliga-klubben MT Melsungen. Han ville tilbage til Danmark.

»Jeg elsker at bygge hold op, og jeg synes, de har gjort det på en meget fornuftig måde. De tager ét skridt ad gangen, og de vil kæmpe om medaljer om omkring tre år.Det har været en stor del af mit liv som træner at deltage i sådanne projekter. Det gjorde jeg for eksempel i Rhein Neckar Löwen, og det lykkedes. Sådan noget elsker jeg,« siger islændingen til TV 2.

Han har skrevet under på en treårig aftale med Fredericia. Han står derudover i spidsen for det islandske landshold.