Kim Ekdahl du Rietz finder det mærkeligt, at han blev tvunget til at sige undskyld for en bytur under EM.

Den svenske håndboldspiller Kim Ekdahl du Rietz har kun hovedrysten til overs for, at han og tre landsholdskammerater måtte give en offentlig undskyldning for at have været på værtshus under EM.

Dagen efter Sveriges sidste kamp i turneringen, langer den åbenmundede Paris-spiller ud efter landsholdsledelsen, som udsendte det, som Ekdahl kalder en "fabrikeret undskyldning".

»Faktisk var dette det bedste glas vin, jeg har taget i mit liv. Jeg har sjældent fået så meget underholdning ud af så lidt. Men fremfor alt vækker det interessante spørgsmål om samfundet generelt. Jeg tog et glas vin og gik hjem klokken 22.20. Det er fascinerende, hvordan det kunne føre til alt det her,« siger Kim Ekdahl du Rietz i et længere interview med Aftonbladet, og tilføjer, at han ville gøre det samme igen uden at tvivle.

Kim Ekdahl du Rietz ser ingen grund til at angre sin tur i byen med tre landsholdskammerater. 9200 Björn Larsson Rosvall/Tt/Ritzau Scanpix
Kim Ekdahl du Rietz ser ingen grund til at angre sin tur i byen med tre landsholdskammerater. 9200 Björn Larsson Rosvall/Tt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han var i selskab med Andreas Nilsson, Lukas Nilsson og Jim Gottfridsson, da han drak det famøse glas vin. Dagen efter kom historien i svenske medier, og på håndboldlandsholdets hjemmeside kom kvartetten hurtigt ud med en undskyldning.

»Vi har taget en forkert beslutning og tager det fulde ansvar for det, vi har gjort. Vi beklager til alle på holdet og undskylder også til vores fans og alle, som arbejder for at gøre denne EM-slutrunde til et højdepunkt,« sagde Gottfridsson, der er landsholdsanfører.

Men undskyldningen er "fabrikeret", fastslår du Rietz, der ikke mener, at der er noget som helst at undskylde. På landsholdet var der nemlig ikke forbud mod at gå på bar.

»For mig bliver det meget mærkeligt, når man skal sige undskyld, når man ikke har begået fejl,« siger han.

Han mener, at håndboldforbundets fordømmelse af byturen er med til at umyndiggøre idrætsudøvere. Aftonbladet har foreholdt håndboldforbundets generalsekretær, Robert Wedberg, udtalelserne.

»Dette må stå for hans regning. Hvis der er usikkerhed om, hvilke regler der gælder, må vi blive klarere, men vi føler ikke, at der var nogen uklarheder i denne sag,« siger Wedberg.

Trods fordel af hjemmebane er Sverige færdig ved EM efter mellemrunden og slutter turneringen som nummer syv.

/ritzau/